Hvorfor skriver jeg

sproget vi tænker i, er ikke vores, det kommer udefra, det var der før vi blev født og vil være der efter vi er døde, og kategorierne vi tænker i, er ikke vores, ej heller forestillingerne og verdensanskuelserne. Alt dette kommer udefra, og det der sker når man skriver, er, tror jeg, at jeget der egentlig bare er et greb, en måde at holde sammen på det erfarede på, giver slip sådan at det fremmede og de andre kan nærme sig deres egen form som litteraturen så repræsenterer – som et system for transport af kultur, tanker, erkendelser, følelser, billeder, forestillinger, mellem den ene og den anden – således at det at skrive i lige så høj grad er at miste og give noget tilbage som at skabe og tage.

Efter bordet gik Natásja på fyrst Andréjs anmodning hen til klavichordet og begyndte at synge. Fyrst Andréj stod i vinduesnichen i samtale med de andre damer og lyttede til hendes sang. Midt i en sætning holdt fyrst Andréj pludselig inde og følte til sin overraskelse sine øjne fyldes med tårer, noget han ikke havde troet muligt. Han betragtede den syngende Natásja, og i hans sjæl skete en ny og lykkelig omvæltning. Han følte lykke og vemod på samme tid. Han havde intet som helst at græde for, men han var rede til at græde. Hvad skulle han græde over? Sin tidligere kærlighed? Den lille fyrstinde? Sine skuffelser? Sine fremtidshåb? Både ja og nej. Det, han navnlig følte lyst til at græde over, var en pludselig levende erkendelse af den frygtelige modsætning mellem det uendeligt store og ubestemmelige, som boede i ham, og så det snævre, legemlige hylster, som udgjorde hans egen, ja, endog hendes person. Denne modsætning både pinte og frydede ham, mens hun sang.

Tanken om hvad andre vil tænke, tanken om hvorvidt det her nu er godt eller ej, al kritik og selvkritik, al refleksion og dømmen må suspenderes for at der kan opstå tillid. I den forstand skal skriften være åben og uskyldig. Men for at noget i dette åbne og uskyldige kan stige op og blive tilgængeligt, skal der afgrænsninger til, det vi kalder form