Hvorfor skriver jeg

sproget vi tænker i, er ikke vores, det kommer udefra, det var der før vi blev født og vil være der efter vi er døde, og kategorierne vi tænker i, er ikke vores, ej heller forestillingerne og verdensanskuelserne. Alt dette kommer udefra, og det der sker når man skriver, er, tror jeg, at jeget der egentlig bare er et greb, en måde at holde sammen på det erfarede på, giver slip sådan at det fremmede og de andre kan nærme sig deres egen form som litteraturen så repræsenterer – som et system for transport af kultur, tanker, erkendelser, følelser, billeder, forestillinger, mellem den ene og den anden – således at det at skrive i lige så høj grad er at miste og give noget tilbage som at skabe og tage.

Efter bordet gik Natásja på fyrst Andréjs anmodning hen til klavichordet og begyndte at synge. Fyrst Andréj stod i vinduesnichen i samtale med de andre damer og lyttede til hendes sang. Midt i en sætning holdt fyrst Andréj pludselig inde og følte til sin overraskelse sine øjne fyldes med tårer, noget han ikke havde troet muligt. Han betragtede den syngende Natásja, og i hans sjæl skete en ny og lykkelig omvæltning. Han følte lykke og vemod på samme tid. Han havde intet som helst at græde for, men han var rede til at græde. Hvad skulle han græde over? Sin tidligere kærlighed? Den lille fyrstinde? Sine skuffelser? Sine fremtidshåb? Både ja og nej. Det, han navnlig følte lyst til at græde over, var en pludselig levende erkendelse af den frygtelige modsætning mellem det uendeligt store og ubestemmelige, som boede i ham, og så det snævre, legemlige hylster, som udgjorde hans egen, ja, endog hendes person. Denne modsætning både pinte og frydede ham, mens hun sang.

Tanken om hvad andre vil tænke, tanken om hvorvidt det her nu er godt eller ej, al kritik og selvkritik, al refleksion og dømmen må suspenderes for at der kan opstå tillid. I den forstand skal skriften være åben og uskyldig. Men for at noget i dette åbne og uskyldige kan stige op og blive tilgængeligt, skal der afgrænsninger til, det vi kalder form

Netop sådan var det: Litteraturen var et sted hvor jeg gemte mig, og samtidig et sted hvor jeg blev synlig. Et sted udenfor hvor det indenfor bliver synligt, sådan er litteraturen stadig for mig.

I selve sproget og i den litterære form er der indbygget en afstand som gør at man aldrig kan komme helt ind, aldrig helt kan eliminere rummet. Alt sprog kaster skygge, og skyggen kan man i varierende omfang se, men man kan aldrig fuldt ud kontrollere den

identiteten og vores forståelse af verden både stemmer og er vilkårlig, er, tror jeg, grunden til at der findes kunst og litteratur. Kunst og litteratur er udtryk for en uafbrudt forhandling med virkeligheden, de er en udveksling mellem identiteten, kulturen og den materielle, fysiske og uendeligt komplicerede verden de opstår af.

Vi lever i et hav af tid hvor begivenheder, ting og mennesker kontinuerligt afløser hinanden, men vi kan ikke leve i det uoverskuelige og grænseløse, for vi forsvinder i det; derfor skaber vi orden i det, laver kategorier, sekvenser, hierarkier

Litteraturen er ikke først og fremmest sandhedernes sted, det er stedet for det rum sandhederne udspiller sig i. Hvis svaret på spørgsmålet, altså at jeg skriver fordi jeg skal dø, skal virke efter hensigten, hvis det skal fremstå som sandt, må der skabes et rum hvor det er muligt at sige det. Det at skrive er at skabe et rum hvor noget er muligt at sige.

Vi oplever verden fra øjeblikket og stedet.

At få stablet et fiktionsrum på benene kræver enten stor kraft eller stor uvidenhed. Hvad et fiktionsrum er, forstår man når man læser Tolstojs Krig og fred.