Jeg føler mig ovenpå.
For første gang i lang tid går jeg rundt med en følelse af, at alt kan ske. I dag vågnede jeg og tænkte, at alt kunne ske, at tingene bare ville komme til mig, og at de ville være gode.
Sådan har jeg ikke haft det, siden jeg var lille.
Det kan være, det er den her by, der gør det. Det kan også være min bror.
Jeg troede en overgang, at han var mindre sympatisk end mig.
Det tror jeg ikke mere. Han er en fin fyr. Han vil mig det godt.
Vi har tilbragt meget kvalitetstid sammen de sidste par dage.
Vi har spillet frisbee og løbet i græsset. Vi har snakket om, hvordan det var, da vi var mindre, og vi er nået frem til, at det var anderledes.
Tingene var enkle og store, men først og fremmest anderledes. Og somme tider var de bedre, end de er nu, og andre gange var de dårligere. Min bror mener, det er en blindgyde at hævde, at alting var bedre før.
Men anderledes er et ord, han godt kan lide.
Og i nat fik jeg ham til at banke.
Vi slukkede fjernsynet og blev siddende og snakkede. Om piger.
Min bror har længe været lidt flydende, når det gælder piger.
Han vil både have dem og ikke have dem.
Jeg siger, at det kan han ikke. Han kan ikke både have en pige og ikke have hende. Ikke samtidig. I hvert fald ikke medmindre hun er villig til både at have ham og ikke have ham.
Han fortalte om den sidste pige, han havde været sammen med. Det så ud til, at de skulle det hele sammen. Men så ombestemte min bror sig og ødelagde det. Og det værste er, at han aldrig helt forstod, hvorfor han gjorde det. Det var bare en følelse. Han troede, at det måske kunne blive bedre med en anden pige. Det var okay allerede, men det kunne måske blive endnu bedre. Med en anden.
Så gik han sin vej.
Og nu fortryder han. Hver dag.
Efter at han havde sagt det, blev han helt stille og sad længe og bare rystede på hovedet.
Jeg fik ondt af ham.
Jeg hentede hammerbrættet og placerede det forsigtigt på bordet foran ham. Derefter gav jeg ham hammeren, og da han tog imod den og så spørgende på mig, nikkede jeg stille.
Så begyndte han at banke. I en sagte og lille, intrikat rytme bankede han pløkkene ned og vendte brættet flere gange.
Der var ingen af os, der sagde noget.
Jeg følte, at vi var meget tæt på hinanden, mens han bankede.