Morgenstjernen

Vi var nok nærmere tolv, tænkte jeg og stak paletkniven ind under et af æggene, som lå stift på metalbladet da jeg løftede det over på tallerkenen.

problemet var altid grænser. Hendes, mine, børnenes. Det var altid umuligt at pege på hvornår det sygelige begyndte, for det gled så langsomt ud, fra glæde og begejstring til noget der trak hende længere og længere væk fra os, og vi blev en del af det, accepterede umærkeligt det som udefra betragtet ikke var acceptabelt, fordi vi ikke stod udenfor, men indenfor, hvor grænserne forskubbede sig så langsomt at vi ikke mærkede det.

Det værste man kan gøre, er at forsøge at skjule fedmen, gå i store skjorter og vide bukser i den tro at ingen vil lægge mærke til det så længe der ikke var noget der pressede tøjet ud. Det man så da, var en fed mand der skammede sig. Og det var værre end bare en fed mand, for så kom man tæt på noget ubehageligt personligt og intimt.

Barndommen var en tid til at løbe rundt og bare findes, ungdommen var opdagelsen af dødens mærkelige sødme.

Det er lidt med døden som det er med forholdet til Gud, bare omvendt: intellektuelt set forstår jeg at Gud og det guddommelige ikke findes, men jeg tror alligevel at det gør. Med andre ord: jeg tror at jeg ikke skal dø, og at Gud findes, samtidig med at jeg ved at det modsatte er tilfældet.

Mærkeligt nok har jeg aldrig været bange for at dø. Ikke fordi jeg er særlig modig, men fordi jeg ikke forstår at det faktisk vil kunne ske for mig.

Med hovedet: ja. Intellektuelt forstår jeg at en dag vil blive min sidste på jorden.

Men jeg tror det ikke, ikke egentligt.

Når alt kommer til alt, er det måske ikke så mærkeligt – tilværelsen har sådan en uhørt fylde, og den fylde, som er mit nærvær på jorden, opleves ikke som en materiel realitet, det føles ikke som om den er et resultat af kemisk-elektriske signaler i en fysisk masse, men som om den er af en helt anden beskaffenhed og, måske vigtigst af alt, af en helt anden varighed.

Jeg tog tre æg og en pakke skinke frem. Stak et lille hul i den bredeste ende af æggene, hældte vand i elkedlen og tændte for den, skar en tomat i skiver og lagde dem på et fad, skar nogle skiver agurk, tog brødet ud af brødkassen og kniven fra skuffen.

Med kaffekoppen i hånden stod jeg og kiggede ud over tagenes hældninger ned mod fjorden nedenfor og fjeldene bag den. Åse trillede den store mariehøne på hjul frem og tilbage over skiferfliserne. Bleen hang tungt på hende, og jeg gik ind og hentede en ny på badeværelset, fandt en lyseblå bomuldskjole i tørretumbleren så jeg ikke behøvede at forstyrre Helge deroppe, lagde Åse på sofaen og skiftede hende.

Kunne man bare være et menneske på jorden? Som kunne rejse hvorhen det ville, uden at sætte noget af det det så, i system, men som tænkte helt frit, det vil sige, som simpelthen så det det så, altid som for første gang? Kunne man være et menneske der bare eksisterede? Som ikke havde nogen ambitioner, ingen planer, ingen teorier? At jeg ikke var Egil Stray, men bare en eller anden, hvem som helst, ingen. At jeg var et sted som verden strømmede igennem uden at sætte spor, og som strømmede gennem verden uden at sætte spor.

Eller sagt på en anden måde: kunne man være helt fri?

Det var visionen. At være et menneske uden navn, uden historie. Bare at være et menneske.

Jeg gik ind i vaskerummet igen, tømte tørretumbleren og lagde det tørre tøj over i en kurv, og løftede så det våde tøj fra maskinen over i tørretumbleren og tændte for den, før jeg fyldte vaskemaskinen med snavsetøj, lagde en af de nye, bløde plastikagtige vasketabs ind og tændte også for den.