En roman om at vokse op som indvandrerpige i en multikulturel forstad, hvor alle har det tilfælles at de kommer et andet sted fra – fortalt på et blandingssprog, hvor der lånes ord og udtryk fra andre sprog.

Chilenske Mariana går i ottende klasse og bor i Romsås, et indvandrertungt boligkvarter nord for Oslo centrum. Hun har norsk mor, chilensk far, en lillebror som er bange for det meste og gemmer sig bag gardinerne, og en storebror der sidder i fængsel. I klassen, hvor de altid har vikar, er der kun et par stykker som er ”kartofler”, det vil sige etnisk norske, resten er en smeltedigel af forskellige nationaliteter. Tonen er hård og Mariana forsøger sammen med veninden Isa at finde deres plads i forskellighederne. Mariana er forelsket i Mu2, som er tyrkisk, og det giver glæder og sorger, som ungdomsforelskelser nu engang gør. (Mu2 hedder Muhammed, men der så mange af dem, at de er nødt til at finde på tilnavne).

De fraværende forældrene skildres med nøgtern kærlighed, og Mariana står tilbage med et stort ansvar for lillebroren. Faren er i politisk asyl i Norge, og når ”familien” er på besøg, er det de gamle venner fra asylcenteret.

ALLE UDLÆNDINGE HAR LUKKEDE GARDINER er en stærk og medrivende lille roman – der med et klart og direkte sprog skaber et vindue til en verden der oftest betragtes udefra og med fordomme.

Jeg fløjter i den mørke vind