Ligesom et væld af andre kunstformer nåede portrætmaleriet nye højder under renæssancen. I middelalderen havde kirken behersket portrætmaleriet ligesom så mange andre aspekter af samfundet og kulturen, men i renæssancen begyndte det såkaldte profanportræt af vinde frem. Her var der tale om portrætter, der ikke lagde vægt på den portrætteredes forhold til Gud, men udelukkende fokuserede på personens verdslige liv.
Francis Becketts bog fortæller om portrætmaleriets spændende udvikling i løbet af renæssancen, og hvordan hele samfundets og kulturens udvikling bliver afspejlet i denne spændende disciplin.
Francis Beckett (1868–1943) var en dansk kunsthistoriker og forfatter. I løbet af sit liv foretog han mange længere studierejser i Europa. I 1924 blev han en del af direktionen for Ny Carlsbergfondet, og samme år blev han Ridder af Dannebrog. Francis Beckett debuterede som forfatter i 1895 med bogen “Altertavler i Danmark fra den senere Middelalder” og udgav efterfølgende flere bøger om europæisk kunst— og arkitekturhistorie.
