En uge efter kommer han tilbage.
Jeg er her, fordi jeg ikke kan undvære dig, siger han ned i mit hår, mens han græder igen. Så flytter han væk en gang til. I de her uger står hjerterne hos de voksne pivåbne, og de siger ting, de ikke kan overholde, men som de inderligt mener, siger de. Min mor er vred, vred, vred. Min far lover, at han vil bo alene og ikke sammen med de nye, han elsker. Så flytter min far sammen med den nye, og mor finder et andet sted at rase end midt i mig. Vi bliver nye mennesker, sjæle, der vokser skævt sammen, stærkere og klar til kamp.