Ivan Ilíitsj's død

det var nu kommet dertil, at hustruen og datteren, hans søn, hans tjenere, samtlige hans bekendte, hans læger – alle, og fremfor alle han selv, vidste, at al interesse om ham samlede sig i dette ene: om han nu endelig snart ville forlade den plads, han indtog, om han snart ville befri de levende for den tvang, der udgik fra hans nærværelse, og sig selv for sine egne uudholdelige kvaler.

Hans sjælelige lidelser bestod deri, at han i denne nat, da han længe havde betragtet Gerasims knokkelstærke, hjertensgode ansigt, som han sad der foran ham og døsede, pludselig følte sig alvorligt ramt af den tanke: Ja, hvad om nu hele mit liv, mit bevidste liv i virkeligheden er forfejlet?
Og derefter beherskedes han mere og mere af den beklemmende tanke, at hvad der forhen havde stået for ham som fuldkommen udelukket – dette: at han ikke havde levet sit liv, som det skulle leves ... at det i virkeligheden var sandheden.

Datteren mødte han med det samme blik, og på hendes spørgsmål om hans befindende svarede han tørt, at han snart ville befri dem alle for sin eksistens. Begge tav, satte sig et øjeblik og gik så begge ud.
– Som om vi kunne gøre for det! – sagde Lisa til moderen. – Hvad har vi gjort? Jeg har ondt af papa – men hvorfor piner han os?

Det kunne hænde, at han, når Ivan Ilíitsj ville sende ham ud, svarede uden omsvøb: – Vi må jo alle dø engang – hvorfor skulle jeg dog ikke gøre den smule for jer?
Og han ville dermed udtrykke, at han kun af den grund ikke følte sig besværet, fordi han gjorde det for en døende og håbede, at også han engang, når hans tid kom, måtte have et hjælpende menneske hos sig.

Hos alle andre mennesker fandt han disse udtryk for sundhed, kraft og livsmod irriterende og krænkende. Kun hos Gerasim syntes dette livsmod ham hverken krænkende eller irriterende, tværtimod – hans liv og kraft forfriskede og beroligede ham.

virkeligheden var den sådan, som den er hos alle ikke helt rige mennesker, der vil have det sådan, som de virkelig rige har det, og som dog netop har det som deres egne, deres lige, og ikke anderledes: Stoffer, ibenholt, blomster, tæpper, bronzer, alt mørkt og glimrende, alt netop af den art, som folk af en vis klasse vil have det for at ligne folk af en anden og højere klasse.

således kunne stridighederne hvert øjeblik på ny bryde ud i lys lue. Tilbage havde de nu kun de sjældne perioder af forelskelse, men de varede aldrig længe; de var som øer, på hvilke de slog sig ned for en stakket tid, for snart efter atter at drive ud på det hemmelige fjendskabs hav, der for hver gang førte dem stadig længere fra hinanden.