I gamle dage, for ikke så længe siden, var der i et hjem en fastnettelefon, en radio og højst et tv. Og så var der bare ikke mere elektronik. Det betød, at far var ved madpakkerne, når han smurte madpakker. Han var ikke samtidig ved at se en video på Facebook eller at svare på en sms. Mor kunne have travlt med oprydningen, men hun havde ikke en telefonsamtale eller et indkøb på nettet i gang på samme tid.
Børn tegnede, når de tegnede. Legede, når de legede. Og lavede lektier, når de lavede lektier. De skottede ikke til tegnefilm på en af husstandens mere end 50 tv-kanaler imens. De var heller ikke i gang med et spil på iPad.
I dag konkurrerer en række tidstyve døgnet rundt om børns og voksnes opmærksomhed. Opringninger, nyheder, reality-tv, flere opringninger, sms’er, mails, kommentarer, fødselsdags-sms´er og likes vælter ind i øjne og ører. Elektronikken bimler og bamler. Den overtager tilsyneladende de frie viljer og stjæler den ro, der sikrede ordentlig kommunikation.
”Ole har fødselsdag i dag, send ham en fødselsdagshilsen på Facebook, ligesom 84 andre af hans venner har gjort.”
De voksnes opmærksomhed bliver stjålet væk fra børnene og de nære opgaver. Børnenes opmærksomhed bliver stjålet væk fra leg og fordybelse. Mens de sidder, tilsyneladende passiviserede af tablet eller tv, går deres pandelapper i selvsving.
Børn på kun et eller to år ved i dag, at hvis man dasker på en bestemt måde til en skærm, skifter billedet. Det er så ikke let for dem at forstå, at det samme ikke kan lade sig gøre med 56-tommers-tv’et, der står og vipper på det spinkle fjernsynsbord på oldefars plejehjem, hvilket kan gøre et besøg hos ham mere katastrofebetonet end hyggeligt.
De lidt større er flydende på it-sprog og kender ord som at scrolle, delete eller swipe. Ord, som talepædagogen ikke har med i sine tests, men det bliver måske det næste.