Buddha har sagt, at lidelse er som at blive skudt med to pile. Den første pil er den fysiske smerte – det er metallets gennemboring af huden, kraften, der trænger ind i kroppen. Den anden pil er den mentale smerte, den betydning og følelse, vi tillægger slaget, de narrativer, vi skaber i vores sind om, hvorvidt vi fortjente eller ikke fortjente det, der skete. I mange tilfælde er vores psykiske smerte langt værre end nogen fysisk smerte. I de fleste tilfælde varer den meget længere.
Buddha siger, at hvis vi gennem meditationspraksis kunne træne os selv til kun at blive ramt af den første pil, kunne vi faktisk gøre os uovervindelige over for enhver psykisk eller fysisk smerte.
At hvis man øver sig tilstrækkeligt i at fokusere, med tilstrækkelig antiskrøbelighed, vil man opleve en fornærmelse eller et objekt, der gennemborer ens hud, eller litervis af benzin, der brænder på ens krop, på samme niveau som en flue, der summede forbi ens ansigt.
At mens smerten er uundgåelig, er lidelsen altid et valg.
At der altid er forskel på det, vi oplever, og vores fortolkning af den oplevelse.
At der altid er afstand mellem det, vores følende hjerne føler, og det, vores tænkende hjerne tænker. Og i den afstand kan man finde kraften til at udholde hvad som helst.