Martin & Victoria

Hun havde den rankeste, den stolteste holdning

hendes lange, sorte hår

Hun var en solbrændt pige i hvidt. Og ikke nok med det – hun var i kjole. En hvid og, så vidt jeg kunne vurdere, ganske smart kjole

Jeg gik ved siden af min søster op ad den brede trappe til min nye skole, og på hver vores måde følte vi os som verdens ensomste mennesker. Forude lå et helt skoleår, med nye kammerater og nye lærere, nye omgivelser og nye chancer.
Solen skinnede fra en skyfri himmel, vejret bliver med usvigelig sikkerhed altid godt, når skolen starter. En blanding af forventning og nervøsitet kørte rundt i hele kroppen. Ane, min søster, der ellers godt kan finde ud af at knævre, var meget stille. Vi stod et øjeblik foran de brede, røde svingdøre, der førte ind til en slags aula.
– Nå, Søs, sagde jeg, – så begynder festen.
– Tja, sagde Ane,

Jeg havde ligget og racet rundt på vejene den sommer, for jeg var syg med den fornemmelse, det gav at sidde oven på de hestekræfter der og bare styre dem efter eget forgodtbefindende. Men det var noget andet at være to. Vi kørte ud af parcelhuskvarteret, ned mod stranden. Vi skulle gennem det gamle, hemmelighedsfulde villakvarter, hvor hækkene var meget høje, og bag hvilke alskens patriciervillaer lå side om side med moderne, arkitekttegnede bungalower. Vi kørte ud på havnen, helt ud på den yderste mole og stoppede knallerterne. Mikael knappede sin skjorte op, og det så ret komisk ud, for kun hans hals og arme havde fået farve den sommer, resten var kridhvidt. Jeg lo ikk

Jeg gøs, det føltes som en fysisk berøring.

kunne have alt det i hovedet. Mikael lå på gulvet og vred sig af grin

Hvis du lige vil glemme alt det her – Mikael indbefattede hele værelset med en håndbevægelse

Resten af den skoledag sad jeg med et fjernt udtryk og

Jeg trak nervøst