da
Books
Leo Kessler

Torden over Cassino

På højde 555 højt over den italienske by Cassino, holdt de udmattede, chokerede overlevende fra SS Angrebsgruppe WOTAN stand mod De Allieredes hærstyrker. Først kom amerikanerne, dernæst de frygtløse sikh'er og til sidst det britiske infanteri. Selv om slaget var tabt, forbød SS-troppernes æreskodeks dem at overgive sig. Det var Kuno von Dodenburgs opgave at bringe de overlevende fra kampgruppen ud i live. Men før han kunne gøre dette, måtte han have ram på den forræder, der var iblandt dem …
Serien omhandler umulige missioner og krigssituationer fra Anden Verdenskrig; blandt andet SS Angrebsbataljonen Wotan under ledelse af den berygtede oberst Kuno von Dodenburg. Sammen må de kæmpe sig ud af den ene umulige mission efter den anden, imens krigen raser, og modstanderne rykker tættere og tættere på.

Charles Whiting (1926–2007) var en britisk forfatter, der både skrev skøn— og faglitteratur. I løbet af sin lange forfatterkarriere skrev han omkring 350 bøger både i sit eget navn, men også under en lang række pseudonymer (heriblandt Leo Kessler og Klaus Konrad). Whiting fik sin litterære romandebut med “The Frat Wagon” (1954). Herefter udgav Whiting en række krigsromaner, før han i 1967 begyndte at skrive faglitteratur, samtidig med at han skrev og udgav skønlitterære værker.
180 бумажных страниц
Правообладатель
Lindhardt og Ringhof
Дата публикации оригинала
2017
Год выхода издания
2017
Издательство
Lindhardt og Ringhof
Переводчик
Inge Arends
Уже прочитали? Что скажете?
👍👎

Впечатления

  • kate vodstrupделится впечатлениемв прошлом году
    👍Worth reading

  • Lasseделится впечатлением4 года назад
    👍Worth reading

Цитаты

  • Jørn Juulцитирует3 года назад
    Første kapitel

    Führeren vendte sig om mod sin kammertjener i døren til sovegemakket. – Tak. Linge. Jeg får ikke brug for Dem mere i aften. De kan gå.
    Linge, der samtidig var oberst i SS, bukkede. Han kendte formlen. Hans høje foresatte ønskede at være alene med sin elskerinde. Den lange, kedsommelige aften i Obersalzburg var ovre. Han glædede sig til at kunne krybe i seng og sove og helt overlade sin Führer til den buttede, rødmossede, forhenværende fotomodel.
    – Godnat, sagde Linge dæmpet og undlod det traditionelle »sov godt!« hvilket under de foreliggende omstændigheder ville kunne udlægges som en frækhed. Inden døren lukkede sig, kunne han høre sin foresatte kalde på »Tschapperl«, den lidt nedsættende, bayerske betegnelse, Adolf Hitler ofte brugte om sin elskerinde.
    Eva ventede på ham i sit soveværelse, der med sine absurde kniplingsgardiner og forhæng tydeligt genspejlede hendes tomhjernethed – præcis som hendes konversation hele aftenen havde gjort det i den store pejsestue, men som den midaldrende Führer engang havde sagt til sine betroede venner fra indercirklen, Speer, Hoffmann og et par andre, en intelligent mand gør klogest i at tage en primitiv og naiv kvinde til elskerinde, blot for sin seksuelle tilfredsstillelse.
    Han skød tanken fra sig. I nat måtte han koncentrere sig om de behageligere ting her i livet; det var trods alt derfor, han var fløjet hertil fra sit hovedkvarter i »Ulvereden« – for at nyde et par dages frihed i bjerghytten og glemme krigen, og især den fortvivlede situation på den italienske front. Han så ned på hendes veldrejede legeme, der tydeligt aftegnede sig gennem den tynde silkenatkjole, som Bormann efter Hitlers udtrykkelige ordre havde indkøbt i Paris.
    – Er du klar? spurgte han, og der sporedes en ganske let hæshed i hans nasale stemme.
    – Ja, Adolf, svarede Eva henne fra sengen og slog øjnene ned. Selv efter alle disse år havde hun ikke vænnet sig til de besynderlige seksualvaner, som den største mand i Europa tilsyneladende havde. I virkeligheden var hun meget naiv – en ny Gerdi Raubal. Men Gerdi, hans niece, var for længst død. Hun havde begået selvmord.
    – Godt, sagde han og begyndte at knappe sin uniformsjakke op. – Så træk natkjolen op.
    – – –
    Eva Braun kvalte en gaben og rakte ud efter endnu et stykke chokolade fra æsken, der altid stod på hendes natbord. Führeren var ikke træt endnu; men den rastløse flakken i hans blik var borte. Det var lykkedes hende at tilfredsstille ham endnu en gang – Gud være lovet! Nu skulle hun blot underholde ham, til han følte, at det var tid til at trække sig tilbage til sit eget soveværelse. Men det hændte ofte, at Führeren ikke kunne sove, medmindre hans personlige læge, dr. Morell, gav ham en indsprøjtning eller endnu flere piller.
    I øjeblikket sad han i en af lænestolene, i pyjamas og med håret lidt i urede, tilsyneladende hensunket i grublerier. Der var ikke en lyd at høre, hvis man da så bort fra vindens susen om bjerghyttens hjørner og den taktfaste trampen af vagtposten

На полках

  • Lisbeth
    Bill
    • 170
    • 1
  • Jørgen Lassen
    Leo Kessler
    • 15
    • 1
fb2epub
Перетащите файлы сюда, не более 5 за один раз