Fugle i flok er tolv historier om organisatoriske og psykologiske problemstillinger på arbejdspladsen. Forfatter Jørgen Jørgensen har været involveret i mange organisationer, enten som ansat eller konsulent, og det er hans mangeårige erfaring, der gør, at han har kunnet samle bogens eksempler, som kan hjælpe til at undersøge og forstå, hvad der kan være på spil, når mennesker omgås i leder/medarbejder- og kollegarelationer.
Alle historierne har afsæt i virkeligheden. Det giver dem autenticitet og nærhed og er med til at fremhæve, at noget er på spil. Og det gør dem nemmere og sjovere at læse. Med hver historie følger en række spørgsmål og refleksioner, som kan være udgangspunkt for at blive klogere. For ledere og medarbejdere er der noget at hente, ligesom kursister og studerende kan drage nytte af eksemplernes magt.
Bo Jonhansen, Regionsdirektør, Region Midtjylland skriver:
«Jørgens eksempler er glimrende at få forstand af og viser, hvor vigtigt det er at tænke på mennesker, når man arbejder som leder.»
Annemette Digmann, Afdelingschef, Innovations og forskning, Region Midtjylland skriver:
«Fortællingerne i denne bog er et tilbud om at reflektere over egen praksis. Jørgen tager udgangspunkt i situationer fra hverdagen, som vi alle kan genkende. Vi befinder os af og til i situationer, hvor egen adfærd ikke skaber den nødvendige værdi. Man kan spejle sig i de tolv fortællinger og ikke mindst få ideer til, hvordan man kan komme videre.»