Kære nemesis

Jeg kan ikke græde. Jeg bliver ved med at prøve, men der sker ingenting

Såret vender jeg ryggen til ham og inspicerer køleskabet. Jeg havde næsten glemt, at Macon og jeg ikke kommer godt ud af det med hinanden. Det kommer jeg let til, og det har altid været en del af min frustration, når jeg har været i nærheden af ham. For når Macon har lyst, er han virkelig charmerende, sjov og tiltalende. Han virker ekstremt tiltrækkende på folk. Det er bare mig, der altid brænder nallerne. Alle andre går glade fra mødet med et ønske om at lære ham bedre at kende.

„Du er nødt til at fortælle mig, hvordan du gerne vil indtage dine måltider,“ siger jeg og holder opmærksomheden rettet mod det, jeg har at arbejde med. „Vil du have dem leveret på en bakke? Serveret i et bestemt rum?“

Hans tilstedeværelse føles som noget tungt mod min ryg, og jeg ved, han betragter mig. Bare ærgerligt.

„Og er der noget, du er allergisk overfor?“ fortsætter jeg, da han ikke svarer. „Jeg har læst de kostrestriktioner igennem, som studiets diætister har givet dig. Jeg er nødt til at være kreativ, for der er ikke meget at arbejde med. Jeg tager ud for at handle senere.“

Uret i køkkenet tikker stille.

„Er du sur nu?“ spørger Macon endelig tonløst.

Det prikker i min hud, og mine kæbemuskler gør ondt, fordi jeg bider tænderne så hårdt sammen. „Jeg sørger bare for at optræde professionelt over for min arbejdsgiver,“ siger jeg afmålt, da jeg er sikker på, at jeg ikke vil begynde at råbe.

„Hvorfor vil du så ikke se på mig?“

Fordi det er meget muligt, at jeg vil snuppe en af de dejlige bøftomater, du har stående fremme i den der frugtkurv, og kaste den efter dit tykke hoved.

„Jeg var ikke klar over, at du havde brug for konstant opmærksomhed,“ siger jeg sammenbidt.

„Nu ved du bedre,“ siger han roligt.

Af alle de … et suk slipper hvislende ud mellem tænderne på mig. Langsomt vender jeg mig om mod ham og opdager, at han sidder og smiler selvtilfredst, som er han udmærket godt klar over, at han går mig på nerverne.

„Der findes en gammel talemåde,“ siger jeg elskværdigt. „Man skal ikke bide den hånd, der fodrer én.“

I stedet for at lade sig kue ser det ud, som om han morer sig. „Jeg har selv en forkærlighed for ’Man skal ikke skue given hest i munden’.“

De bøftomater bliver mere og mere fristende. Han opdager, hvor det er, jeg kigger hen, og ser nærmest henrykt ud.

„Prøv bare,“ siger han med silkeblød, løfterig stemme. „Se, hvad der sker.“