stien mudder; om sommeren var den flad og hård. I dag havde den været kold og tør – og græsset langs med den skorpet af flotte rimdiamanter.
Hun kunne huske, hun svingede ud af skoven og ud på fortovet langs vejen ...
Derefter kunne hun ikke huske noget som helst før nu.
Edie drejede hovedet igen, og da det gjorde ondt denne gang, tænkte hun på at ligge hjemme i sin seng, hvor mor klappede hende på panden, og far ringede til lægen.
Måske skulle hun bede rumvæsnerne om at få hende hjem. Det var hun ret sikker på, de ville gøre på et tidspunkt; der var ikke ret meget, Edie Evans ikke vidste om rumvæsner, og hun vidste, at ingen blev bortført for altid.
Hun var sikker på, de ville bringe hende hjem med det samme, hvis hun spurgte.
Af en eller anden grund fik hun ondt i halsen af at tænke på at komme hjem, og hendes visir blev helt dugget til.
Det var ikke en rigtig rumhjelm; det var en skateboardhjelm, far havde ordnet med et mørkttonet visir, så hun kunne være astronaut, når hun kørte i skole hver dag på sin raketcykel.
En lille BMX for menneskeheden, sagde han altid.
Uden at dreje hovedet igen rakte Edie forsigtigt hånden ud og følte sig for på gulvet efter cyklen. Den var der ikke. De måtte have efterladt den på Jorden. Det gav et stik i hende, og hun håbede, at Frank ikke allerede kørte på den. Meget af Edies liv var viet til at holde hendes cykel væk fra hendes lillebrors kløer. Han passede aldrig på noget. Han havde ladet sin egen cykel stå ude så tit, at hans støttehjul var rustet helt igennem. Tanken om, at han mishandlede hendes cykel i al den tid, hun befandt sig ude i rummet, gjorde hende rasende og fik hende på samme tid til at savne ham.
Hendes visir duggede til igen, så de blanke rør ovenover blev uklare.
Efter en stund faldt Edie i søvn, stadig med armen strakt ud og de spinkle fingre krummede og vægtløse.
Da hun vågnede for anden gang, lå hun i en seng, men det var ikke hendes egen. Selv om det var