Iliaden

I kong Priamos’ palads blev der holdt rådslagning så snart Hektor og Paris indfandt sig.

Diomedes huskede Athenes ord, og tanken om det der skete med Lykurgos, manden der fordrev de vilde mænader, Dionysos’ ammer, fra det hellige bjerg, Nysa, fik ham til at sænke sine våben.

Men Ares var allerede på slagmarken hvor det hvide støv, der ustandseligt blev hvirvlet op af trampende hestehove, lagde sig i kager over de trætte kæmpende mænd.

– Forsøg igen, Pandaros, råbte Aineias og gjorte tegn til kusken.

En herold fik hurtigt fat i den medicinkyndige Makaon der var søn af lægeguden Asklepios.

Sværd og lanser blev løftet mod himlen da Agamemnon brølede sin kommando, som en skovbrand var de blinkende våben i eftermiddagssolen da hæren satte sig i bevægelse over den skamandriske slette, som fluer over et kadaver var de, myldrende frem skulder mod skulder med kong Agamemnon i spidsen.

– Hvordan skulle freden være mulig nu?

– Hør, hvad jeg siger jer, mænd, råbte han, – det var overkongen der bad jer rejse hjem, men forstår I da ikke hvad det betyder, ved I ikke at konger tit prøver deres mænds mod.

Han havde rejst sig og læberne bevægede sig.

Der lød en sagte sukken da vandet lukkede sig over hendes hoved, og Akilleus gik tilbage til sit telt, stadig harm i sind.