og grinede, og jeg vendte mig og så dem forsvinde bag hjørnet, det var ganske rigtigt hende, der havde henvendt sig til mig den aften med picnicparret, men det interesserede mig slet ikke nu. Jeg stod med min frakke i posen og det sammenfald i dagens tekst, fire, fem, død, det betød ikke noget som helst, alligevel var det så mærkeligt, at jeg slet ikke kunne samle tankerne. Engang havde jeg set et program om en kvinde, der så tegn alle vegne, hun købte ind og trænede og sov efter de tegn, til sidst blev hun skilt, fordi alt omkring hende også gik fra hinanden, værktøj og stole og syninger især. De syninger havde jo ikke noget med noget at gøre, men som hun selv sagde: Man ser og hører selvfølgelig det, man vil se og høre. Jeg gik hjem med min frakke. Jeg låste mig