Skaber dine tankeprocesser skyldfølelse, stolthed, vrede, anger eller selvmedlidenhed? Hvis det er tilfældet, forstærker du ikke bare en falsk oplevelse af dig selv, men fremskynder også din krops ældningsproces ved at skabe en ophobning af fortid i psyken. Find selv ud af, om dette er sandt ved at iagttage mennesker omkring dig, der er meget tilbøjelige til at holde fast i fortiden.
DØ I FORHOLD TIL FORTIDEN HVERT ENESTE ØJEBLIK. Du har ikke brug for den. Referer kun til den, når den er absolut relevant for nuet. Føl kraften i dette øjeblik og fylden i Væren. Føl dit nærvær.
Er du bekymret? Har du mange „hvad hvis“ tanker? Så identificerer du dig med sindet, der projicerer sig selv ud i en imaginær fremtidig situation og skaber frygt. Der er ingen måde, hvorpå du kan håndtere en sådan situation, for den findes ikke. Den er et mentalt spøgelse.
Du kan stoppe dette vanvid, der undergraver din sundhed og dit liv, ved simpelthen at acceptere det nuværende øjeblik.