Svækling

– Pas. Jeg ved ikke, hvad det handler om. Tag det med Gerhard, tastede han.

Han fik svar efter mindre end et minut.

– Smøger. Gerhard er syg. Gæld fordoblet efter 30 dage, lød beskeden. Igen afsluttet med en smiley.

Han tog en smøg, og da han så etuiets logo, slog det ham, at der måske var aftentræning i bokseklubben. Han kendte ikke tiderne længere, men besluttede at køre derud for at se, om Vicki var der.

Han spekulerede på, hvorfor Gerhard havde bevæget sig ud i cigarethandel. Så vidt han vidste, var den gamle på efterløn efter mange år som skraldemand. IKEA-jobbet var noget supplerende, han kunne tage, til han ramte et loft, og Frank havde tænkt, at han gjorde det af sociale årsager. Trænergerningen havde været lønnet i perioder, så med Gerhards simple livsførelse manglede han næppe penge.

Det gjorde han nu, og samtidig låste Frank porten og kontaktede Ford. Værkstedet var lukket hele dagen, meddelte han, men deres biler ville stå klar den følgende morgen. Han efterlod ingen åbning for forhandling. Han skrev også en sms til Poul Koch om, at han måske ville blive forhindret i at komme til Vickis træning.

da Ellen var færdig, ledte han hende stavrende bag gangstativet ind på sit kontor.

I en af reolens pokaler fiskede han en nøgle op til arkiv­skabets nederste skuffe. Fra den tog han en dokumentmappe i brunt skind.

– Hva’ faen, jeg troede, du sad hjemme og terpede salgstricks, så folk kan købe alt muligt bras, de ikke har brug for, sagde Frank.

Sælgeren smilede og tog kampen op.

– Drenge, må jeg præsentere jer for en af Vesterbros mest livsglade mænd, automaler Frank Thøgersen.

Fyrene nikkede i Franks retning, og der var en enkelt kvinde i gruppen. Hun kiggede væk.

Mappen var fuld af billeder af Gerhard og Søren sammen, og Ellen kunne især på nyere fotos se våbenhvile i Sørens ansigt, der var tilføjet et kontrolleret fipskæg, ligesom øjnene nu kiggede samme vej. Psykiaterudtalelser bekræftede, at Søren over tid havde fået det bedre. Hans medicinindtag var reduceret til et minimum, og Gerhards besøg mindst én gang ugentligt løftede ham. De motionerede, kunne hun både se og læse sig til, og pædagogerne tilskrev løbeturene markant positiv effekt. Sørens tillid til sig selv og andre var forbedret, og han kunne under opsyn fungere på flere forskellige værksteder.

Ellen fandt også et indsat billede af Sørens afdøde mor, og der var mange fotografier af Frank. Et eller andet ved dem generede hende, og til sidst gennemskuede hun, hvad det var.

Brødrene optrådte aldrig sammen.

Han havde med vilje efterladt sine nøgler hos Gerhard på grund af den dårlige stemning først på dagen.

– Jeg sover ad helvede til, fortsatte Gerhard.

– Du har lige fået skruet en bunke jern ind i armen. Det er ikke så mærkeligt.

– Nej, det har ikke en skid med det at gøre. Jeg har haft det sådan længe.

Ellen så udforskende på ham.

– Har du talt med din læge om det?

– Han vil bare fylde piller i mig. Det løser ikke problemet.

– Som er?

– Mænd på min alder har mindst én hemmelighed, de vil slå ihjel for at bevare.

– Mig må du sgu ikke slå ihjel, sagde Ellen.

– Det ville jeg også nødig. Har du børn?

Noget nyt med din far? spurgte Ming.

– Jeg afløser ikke derude, hvis det er derfor, du ringer.

– Haha, nej. Jeg ville bare høre til ham, og så var der også noget andet …

Frank syntes, at han virkede nervøs.

– Sig frem.

– Du spurgte, hvem Gerhard fik smøgerne fra …

– Ja …

– Jeg vil gerne finde ud af det.

Frank undrede sig over kursskiftet. Ming forstod det på tavs­heden.

– De florerer herude igen, sagde han. – Hvis jeg stopper salget, vil de ramme min familie. Nogen afleverede et brev på grillen i går. Min far kan ikke klare det.

Frank skulle lige til at foreslå ham at bede om vennen Peter Schmeichels hjælp, men forstod, at tidspunktet var uegnet til platheder.

– Ming, jeg følger dit råd og blander mig udenom.

– Klogt, sagde Ming. – Vi får se, om jeg selv er lige så fornuftig.