7 EKSEMPLER PÅ MINDFULNESS I DAGLIGDAGEN
For allerede nu at give et indtryk af, hvad mindfulness-praksis egentlig går ud på, og inden vi begynder at undersøge sindet og meditere, er her syv eksempler på mindfulness i dagligdagen. Det er eksempler på ting, du sagtens kan indføre i din dagligdag med det samme. Disse leveregler eller gode råd, om man vil, kan give dig en mere mindfuld dagligdag allerede nu og gradvist udvikle din bevidsthed omkring mindfulness. For det er netop din praktisering af mindfulness, det hele handler om.
STILLETID
Tillad dig selv nogle minutters stilletid hver dag. Det kan være, mens du lytter til musik (uden at gøre andet) eller blot sidder et par minutter i stilhed med lukkede øjne i bilen, før du står ud. Brug stilletiden til at lade indtryk lejre sig og lande.
HURTIG-TID OG LANGSOM-TID
Selvom hverdagen er krævende og hektisk, er det muligt at tilrettelægge dagen på en måde, hvor du finder en halv eller en hel time, hvor du går i langsom-tid og tillader tingene at udfolde sig i deres eget tempo. Det kan være et måltid, en samtale eller bare at en gåtur.
SIG ALDRIG JA - FØR DU HAR TÆNKT DIG OM
Tag stilling til, om du har tiden, energien og lysten til at gøre det, du bliver bedt om. Og hvis ikke – så sig nej, og forklar hvorfor, i stedet for at sige ja til noget, som du enten ender med at gøre dårligt, eller som bidrager til dit martyrium.
SIG ALDRIG NEJ - FØR DU HAR TÆNKT DIG OM
Når vi er på hælene, har for travlt, er for pressede, er vi tilbøjelige til at sige nej til det sjove for at følge pligten. Så overvej, om det er en automatimpuls, inden du siger nej – eller om du virkelig ikke er interesseret.
DROP LIGEGYLDIGHEDERNE
Se mindre tv, brug tid på mennesker, der betyder noget for dig, få en rengøringshjælp. Sorter det ligegyldige fra, og giv plads til det, der er vigtigt for dig.
SPIS OG FORBRUG MINDRE: KØB FÆRRE, MEN LÆKRERE TING
Spis mindre, men spis det rigtige. Køb mindre, men lad det være kvalitetsvarer. Bemærk dit forbrugsbehov, og spørg dig selv, hvad den ekstra dims skaber af værdi i dit liv. Og læg den så tilbage på hylden.
HAV DIG SELV MED I ALT
Vær til stede i alt, hvad du gør. Hvis du ikke kan koncentrere dig om en opgave, så tag en pause. Hvis din opmærksomhed flakker i en samtale, så foreslå at tale på et andet tidspunkt.