Tit sendte han sin nye kammertjener, en firskåren mand med tyk hals og sprækkeformede øjne, ned i køkkenet efter noget koldt kød i skiver, brød, syltede kvæder eller pølse, og når tjeneren havde rettet an til to på det alt for store bord og stillet vinkanden og bægrene frem, sagde Prinsen: „Tak, du har fri, du kan gå nu,“ og tjeneren bukkede og forsvandt.