Overalt i Europa, og ikke mindst i Holland, havde folk i 1970’erne og 1980’erne i stort tal demonstreret mod apartheidregimet. Mange boykottede sydafrikanske produkter som Outspan-appelsiner og virksomheder som Shell, der gjorde forretninger i Sydafrika. Sydafrikanske sportshold måtte ikke deltage i internationale idrætskonkurrencer, og mange vestlige universiteter havde afbrudt deres forbindelser med Sydafrika. Dette pres var til sidst med til at tvinge apartheidregimet i knæ.
I sammenligning hermed er der stadig forbløffende stille, når det handler om solidaritet med ofrene for islamisk apartheid, som i shariaens navn degraderer kvinder til andenklassesborgere i de fleste islamiske lande, tvinger mindreårige piger ind i ægteskab, tillader mænd at gifte sig med flere kvinder og at lade sig skille fra dem pr. SMS, fratager kvinder forældremyndigheden over deres børn efter en skilsmisse og i nogle lande endda myrder eller fængsler kvinder efter en voldtægt for “samleje uden for ægteskabet”. Homoseksualitet straffes i 11 islamiske lande med døden, og alene i Iran er denne straf blevet fuldbyrdet hundredvis af gange. Religiøse mindretal som kristne, yazidier og ateister, men også islamiske mindretal som ahmadiyyaerne bliver forfulgt i islamiske lande, og anklager om blasfemi har kostet mange af dem livet