Sherif

– Og du mener ikke, at der er noget at være bange for?

– Jo, selvfølgelig er der det. Det har vi jo lige set. Men hvad fanden i helvede havde vi regnet med? Vi har bombet de lande sønder og sammen i 15 år. Og det, jeg ikke kan forlige mig med, er hykleriet. Hvad havde vi regnet med? Vi sønderbomber Irak i mere end et årti – på et løgnagtigt grundlag – dræber i hundredtusindvis af civile, og så har vi den hykleriske frækhed at hyle og skrige som pattebørn, når deres sønner, brødre og fætre hutler sig til Paris, Stockholm eller København og gør gengæld med en lastbil eller nogle automatgeværer.

– Jeg kan se, du føler for det her.

Brøssner lænede sig tilbage i stolen. Hans ansigt faldt til ro.

– Og det gør du ikke?

– Jo, selvfølgelig gør jeg det.

Brøssner betragtede ham. – Og?

Granitz trak på skuldrene og lagde hænderne på bordet. – Jeg forstår dig. Jeg forstår dit synspunkt.

Brøssner rystede på hovedet. – Det er ikke godt nok, Uffe. Det er ikke et synspunkt. Det er sådan, det er. Har jeg sagt noget, som ikke er sandt?

Granitz sagde, – Det ved jeg ikke.

– Det ved du ikke?

– Jeg går ud fra, at din gengivelse er faktuelt rigtig.

Brøssner nikkede. – Okay. Så kan du måske bedre forstå, hvorfor jeg har svært ved at kapere idioter som Hans Meckler, som stadig mener, at det er os, der er truet af de muslimske ørkenhorder, og ikke dem, der er truet af vores almægtige militærindustri, som styrer politikerne, manipulerer dem til at opskræmme befolkningen, fremmaner den muslimske bøhmand, samtidig med at våbenproducenterne sælger til enhver voldspsykotisk fanatikermilits, så der kan tjenes penge, mens krigen, konflikten, hadet og frygten bare eskalerer. Hvor mange medlemmer har Islamisk Stat?

– Det ved jeg ikke.

– Det skal jeg sige dig. Sølle 50.000. Og vi er bange for dem.

– Selvfølgelig er vi det.

– Men hvorfor? Kan du ikke se det? Vi bliver løjet for. Anders Fogh Rasmussen løj. Danske soldater har betalt med deres liv for hans løgn. Og den lille skiderik til Meckler lyver videre. Og jeg kan ikke holde ud at høre på det, Uffe. Jeg er lige så chokeret og sørgmodig over det, der er sket i København, som alle andre. Men herreste gud – man sår som man høster i denne verden. Hvad fanden regner vi med?

Granitz skubbede de sidste gyldne pommes frites til side på tallerkenen og lagde bestikket. – Jeg ved det ikke.

– Nej, det ved jeg heller ikke.

– Tror du, sagde Granitz, – at Hans Meckler kender … hvad skal vi sige, alvoren i din overbevisning?

Brøssner trak på skuldrene.

– Alle billederne?
– Ja, det vil sige, jeg tog kun ét billede. Oppe fra soveværelset. Og mens jeg kiggede på det, var de væk. Så jeg fik ikke et billede af dem.
– De tog ét billede?
– Ja.
– Har De det endnu?
– Ja, selvfølgelig.
Han så hende rejse sig forsigtigt og gå over tæppet til et mahognichatol. Hun vendte tilbage med en lille Samsung-telefon.
Hun satte sig og fiskede et par briller frem fra et broderet etui på bordet. – Nu skal vi se. Mine telefonbriller.
Han følte sig utålmodig. Han havde ikke tid til at ringe til advokater og håndværkere. Men han irettesatte sig selv. Fru Have­mann har ringet til dig, fordi der ikke er andre at ringe til.
Hun trykkede på telefonen med en famlende usikkerhed, fandt, hvad hun søgte og rakte den frem mod ham. Hendes mørke øjne var store og ugleagtige bag de kraftige brilleglas.
I næste sekund følte han en kold iling ned langs ryggen.
En hvid Transit foran Brøssners låge. Selv det kvadratiske logo stod klart.
Datoangivelsen stod over billedet. Den 13. september.
Han kalkulerede.
To uger efter Brøssners død, to uger inden drabet på Julie

Anita sagde, – Rolig nu. Der er ingen grund til at gøre det værre. Du kan stadig nå at klare det her med en ny radio, men hvis du begynder med racistiske øgenavne, så –

Cafétjeneren så på hende. – Jamen, jeg hedder Pablo.

Uffe Granitz havde set justitsministre komme og gå, og han mente selv, at han var god til at tækkes dem. Han ringeagtede ikke dem alle, men det fremkommelige smil, som han altid anlagde, dækkede heller ikke over nogen synderlig respekt. Ministrene blev yngre og yngre og var i stigende grad mangelfuldt uddannet. Det var i sig selv irriterende og nedslående, men ikke kun. Hvis man vidste hvordan, og ikke antagoniserede dem, var de ekstremt lette at manipulere – specielt når man selv havde årtiers forspring i anvendelsen af den psykologi, som satte en i stand til at få en moralsk og populistisk yngling fra Heden til selv at spinde det reb, han eller hun senere ville hænge sig i.

Helle Godtfred havde en snusfornuftig facon og var ganske ferm til at lytte, før hun gav sin egen mening til kende. Det var et forsonende træk, tænkte Granitz. Hun havde en irriterende evne til at tage andres synspunkter til sig og ved en senere lejlighed præsentere dem som noget, hun selv havde tænkt sig frem til, og Granitz mente, at denne evne var ureflekteret. Ministeren var ikke selv nødvendigvis klar over, at hun holdningsmæssigt og visionært stjal med arme og ben. Men hvad. Hun var politiker, og mere var der sådan set ikke at sige om dét.

Nu hørte han Hans Meckler tale om idékataloger, narrativer, koordineringsudvalg, proaktivitet og tidlig intervention i forhold til udefrakommende ideologiske terrortrusler, holdningsmæssig forankring i befolkningen og implementering af smidig lovgivning, som kunne tilsikre en effektiv og afskrækkende justits over radikaliserede unge og terrorister.

– Tag ikke fejl, sagde PET-chefen. – Vel skal vi leve, som vi plejer. Vel skal vi ikke give køb på vores åbenhed, vores demokratiske tradition og vores måde at leve på. Men udfordringen er der. Hvis døren står åben, kommer der nogen ind ad den. Og denne nogen er i stigende grad altså højteknologisk supporterede islamister, ressourcestærke, dødsforagtende og fanatiske jihadister. Det er udfordringen.

Han så rundt på de andre.

Medierne skummede af sexskandaler, celeber rethaveriskhed og endeløse diskussioner om overfladisk etik, som ikke førte nogen steder hen.

Helle Godtfred stod ved vinduet. Hun tænkte på sit gamle hjem i Viborg. Den gang var tingene enkle.

Men det var de måske også nu.

Hendes telefon ringede, og hun svarede. – Jeg kommer nu, Axel. Ja, jeg ved, de venter.

Der var altid nogen, der ventede, og hun var altid sent på den.

Og derfor lyttede han ikke længere til politikere, som var 20 år yngre end han selv, men som lod til at vide alt.

Parret så ud til at være sidst i halvtredserne. Thor kunne se dem for sig for 32 år siden. Opgangstider, en lys og rummelig lejlighed højt over byen, alle moderne bekvemmeligheder, legeplads og vaskekælder. Og nu – en bitter magtesløshed, som Thor havde set mange gange før.

Ministrene blev yngre og yngre og var i stigende grad mangelfuldt uddannet. Det var i sig selv irriterende og nedslående, men ikke kun. Hvis man vidste hvordan, og ikke antagoniserede dem, var de ekstremt lette at manipulere – specielt når man selv havde årtiers forspring i anvendelsen af den psykologi, som satte en i stand til at få en moralsk og populistisk yngling fra Heden til selv at spinde det reb, han eller hun senere ville hænge sig i.

Alle ved det, ingen gider tænke på det. Det er nemmere at være bange for bøhmanden end at indse, at han er én selv.