I forbindelse med først en nær venindes pludselige, voldsomme død og så faderens lige så pludselige, voldsomme død, begge inden for samme uge, påbegyndte Katrine Marie Guldager en psykoanalyse, der varede i ni år. Fire gange om ugen begav hun sig af sted til sin psykoanalytiker for at lægge sig på briksen. Det foregik meget diskret, hun fortalte intet om det til nogen, hverken familie, venner eller kolleger.
Det er dette forløb, der fortælles om i Lysgrænsen. Lysgrænsen er hverken en erindrings— eller en terapibog; den er en nøgtern og afklaret beretning om et forsøg på at komme til rette med sit livs op— og nedture, om en barndom i halvfjerdserne, om opbrud og svigt, rejser og dans — og om at nå til en ny forståelse af sig selv.
