Jeg ved, I er flere, der tænker: ’Det er bare en hund’. Men det er ikke ’bare’ en hund. Det handler om det bånd, der er mellem mennesket og hunden. Det er en kærlighed, jeg har svært ved at forklare, og nogle kan bare ikke forstå, at de følelser kan være så stærke. Måske kan I, hvis I har børn? Ikke fordi en hund er ens barn. En hund er en hund, og et barn er et barn. Men kærligheden til en hund kan være lige så stor som til et menneske. Jeg elsker Jytte og Cino lige så meget, som jeg elsker Mopper og Geggo. Det har nogle rigtigt svært ved at forstå, men sorry, sådan har jeg det altså. Jeg ville blive lige så ked af det, hvis Jytte døde, som hvis Mopper døde. Jeg ville være fuldstændigt knust. For mig hænger kærligheden til dyr og mennesker sammen. Så til alle jer fordomsfulde vil jeg sige: prøv at forstå, hvad det betyder at miste sin hund, ved at sammenstille det med at miste et barn.
Rigtigt mange ser ned på dyr. De mener ikke, dyr er noget værd i forhold til mennesker. Kun menneskene dur, vi er så fantastiske, og dyrene skal vi bare bruge og sparke til og æde. Folk, der har det sådan, mangler simpelthen så meget i deres liv – og går glip af en masse. Jeg er Leif Lalleglad, når jeg kommer ned ad gaden med mine hunde. Jeg går og snakker med dem og synger for dem. Vi hygger os. Og vi råber "hej" til håndværkerne og "hej" til gårdmanden. De glæder mig helt fra morgenstunden. Jeg vågner og kigger på dem og tænker: ’Kæft, mand – jeg er pisseheldig. At de gider bo hos mig!’ Det er lykke. Mine hunde er så meget med i at gøre mit liv bedre og federe.