Da Søren vågnede næste morgen, lå Lily og sov ved siden af ham i dobbeltsengen. Anna var ingen steder at se. Søren lagde hånden på Lilys pande og kunne mærke en let, sitrende varme stå ud af huden. Han tog dynen af hende, for at hun ikke skulle koge over, og sjoskede ned i stuen, hvor han fandt Anna sovende på sofaen. Hun vågnede med et spjæt, da Søren trådte på et stykke legetøj på vej ud i køkkenet.