Kompas

En god overraskelse: Midt i min kamp med fortiden kom Nadim for at give en koncert i Wien, med et ensemble fra Aleppo; jeg købte en orkesterplads på tredje række – jeg havde ikke forberedt ham på, at jeg ville komme.

Én sandhed – hvordan jeg havde trukket i trådene for at få hendes elskede af vejen, hvordan jeg havde løjet om hendes far – men ikke Sandheden.

Jeg åbner denne Pléiade, der samler Nouveau og Lautréamont, Germains Orient side om side med Isidores Uruguay, denne Pléiade, hvor nu kun Ducasse de Lautréamont troner ene mand, efter at han er blevet befriet for sin vilkårlige rival – det er Humilis’ lod, i overensstemmelse med det navn, han gav sig selv; tiggerdigteren, han, der tabte sin forstand til Kristus, ville ikke genudgive den smule af sit værk, der var blevet offentliggjort, og i dag (det er i det mindste Sarahs konklusion) lyser det, Stella maris, som en stjerne gemt bag glemslens skyer.

Jeg havde absolut ingen anelse om, hvem han var, denne Germain Nouveau, hvis fald styrtede videnskaben i smerte og ulykke: Det fandt jeg snart ud af, naturligvis takket være Sarah, der gjorde mig til genstand for et regelret seminar om emnet og dertil hørende reprimander, for jeg havde åbenlyst ikke læst hendes artikel „Germain Nouveau i Libanon og Algeriet“, der var blevet udgivet af Lettres françaises, og hvis titel til min store skam svagt sagde mig noget.

I dette store orientalske netværk var Enno Littmann et af de vigtigste knudepunkter; det var for eksempel ham, der udgav den berømte Eutings rejsedagbøger, ham, hvis eventyr Bilger til vores store fornøjelse havde skildret i Palmyra; Littmann var epigrafiker, specialist i slaviske sprog og var allerede i 1900 begyndt at rejse rundt i det sydlige Syrien på jagt efter nabatæiske indskrifter; i et brev til Eduard Meyer, en specialist i det antikke Orienten, beskriver han sine udgravninger om vinteren i Hawran – midt i kulden, blæsten og snestormene møder han en beduin, der lader sig kalde Kelb Allah, „Guds hund“: Dette særdeles ydmyge navn er for ham en åbenbaring.

Sarah påpegede den store succes, som blandingen sex-orient-vold havde nydt i offentligheden helt op i vores tid: En, hvis ikke sensationel, så sensationslysten roman havde skamredet grevinde d’Andurains eventyr, Marga, grevinde af Palmyra.

Det er i denne sammenhæng, at Marga d’Andurain og hendes „pas-husbond“, som hun kalder ham, går i land i begyndelsen af deres pilgrimsrejse, efter en officiel konversion til islam og et (kompliceret) bryllup i Palæstina.

Béfort, far til tre børn), hvis sælsomme stemme forvirrede tilhørerne en smule, eller rettere viste dem på rette vej ved i dem at fremkalde billeder af haremmer, og hvad dertil hører.

FRANZ (skamløs overdrivelse).

tror, vi endelig holder den andens