Til sidst fortæller jeg ham om mine tanker om skyldsspørgsmålet. Jeg spekulerer på, om jeg, direkte eller indirekte, er skyld i det, som er sket Sara og Marianne. Jeg nævner ikke Stefan. Det er for svært at tale om.
Jeg forventede nok, at han ville afvise mine overvejelser og sige, at det selvfølgelig ikke er min skyld, men i stedet trækker han bare på skuldrene og kigger ud ad vinduet.
”Vi sidder vel i samme båd.”
”Du og jeg?”
”Alle. Alle mennesker,” uddyber han og tager en bid af det ene æble.
”Alt, hvad vi gør. Alle de handlinger, som vi ikke kan forudse konsekvenserne af. Alle de komplicerede forbindelser mellem hændelser, forhold mellem mennesker. Du trækker i en tråd på den ene side, på den anden side falder et menneske død om. Ingen er skyld i det, eller måske er vi alle skyld i det? Men for mig er hensigten vigtigere end årsagen. Årsagen er mekanisk, hensigten har en retning, sin egen kraft.”
Uden at sige noget tager jeg det andet æble ud af hånden på ham og tager en bid. Hans kommentar overrasker mig. Af en eller anden grund havde jeg ikke forventet, at han ville levere en så gennemtænkt og velformuleret indsigt. Af en eller anden grund havde jeg forventet, at han var mindre sofistikeret.