Dengang jeg selv fik tæsk i fangehullet, var noget af det, der slog mig mest ud, min egen sorg over, at min krop blev smadret. Det var underligt at opdage, at jeg var følelsesmæssigt knyttet til mit eget legeme. Mit behov for at sørge for, at det blev ved med at fungere, stak dybere end bare det at undgå smerte.