Halvbroderen

Du sagde at Fred lå i en kiste på tørreloftet! Jeg så ned. – Det er vist rigtigt.
Der var ingen af os der havde troet at far kunne løbe så hurtigt op ad en trappe. Mor skyndte sig efter og kunne næsten ikke følge med, og bagerst kom jeg. Jeg ville se hvad der skete. Det her er hvad jeg så: far er standset inde på tørreloftet, lige under tagvinduet. Kisten står på gulvet. Mor gemmer ansigtet i hænderne, og hun skriger uden en lyd. Men det underligste er at far ikke ser på kisten, men først på tørresnorene, klemmerne, resterne af den døde fugl, de tomme kokssække, og han trækker vejret så tungt, han ånder støvet rundt i rummet, han bliver stående og stirrer på alt det som om han har glemt hvad han er kommet herop for, glemt sig selv. Så løfter Fred selv låget af kisten og sætter sig op. Det ser pudsigt ud. Han sidder og gaber, bleg og mager mellem silkefolderne. Han stirrer på mig. Jeg stiller mig i skyggen bag mor, der stadig har ansigtet gemt i hænderne. – Du må ikke gøre ham noget, hvisker hun, og far vender sig om mod hende, næsten sørgmodig, næsten undskyldende. Så sker det allermærkeligste. Far bøjer sig ned og lægger armene om Fred, holder ham ind til sig, klapper ham på ryggen, selv mor tager hænderne væk nu, for far giver ikke Fred tæv, han omfavner Fred, og jeg får et glimt af Freds blik over fars skulder, forvirret og skrækslagent, og en af dem græder, det er ikke Fred, det er far, Arnold Nilsen, der græder

Stilheden var dobbelt. – Skal jeg dræbe din far for dig? spurgte han. Fred havde sagt noget. Det var det første han sagde. Jeg blev så glad. Jeg lo. – Hvad siger du? sagde jeg. Fred kom nærmere. – Skal jeg dræbe din far for dig, Barnum? Jeg lo ikke mere.

Knappen lå ikke i dit pennalhus, Barnum, siger hun. – Gjorde den ikke? – Nej, Barnum. Mor vender sig om mod far, han ligger på divanen med puderne under hovedet og avisen over ansigtet, det blafrer i siderne. – Hvad skal du med knappen? spørger jeg. – Vask dine hænder, siger mor. Hun skynder sig ud i køkkenet, for der er noget der lugter brændt. Jeg går ind på vores værelse og finder pennalhuset. Mor har ret. Knappen er der ikke. Enten har jeg tabt den i skolen, eller også ved jeg hvem der har taget den. Og vi skal lægge lang tid og mange år bag os inden den samme knap dukker op igen, som et lille hjul der har trillet gennem