da
Books
Pierce Brown

Red Rising 1 – Rød opstand

”Jeg lever for drømmen om, at mine børn fødes i frihed,” siger hun. ”At de kan være dem, de vil være. At de kan eje den jord, deres far gav dem.”
”Jeg lever for dig,” siger jeg sørgmodigt.
Hun kysser mig på kinden. ”Du må leve for mere.”
Jorden er død, og Jordens befolkning forsøger nu at gøre Mars beboelig. Darrow er minearbejder og Rød — den laveste kaste i et samfund, hvor befolkningen er delt op i farver. Ligesom de andre minearbejdere har Darrow aldrig set himlen. De arbejder hver eneste dag dybt nede i Mars’ undergrund for at skaffe det grundstof, som skal gøre overfladen beboelig for mennesker.
Men en dag går det op for Darrow, at det hele er en løgn. Mars har været beboelig — og beboet — i generationer af den kaste, der kalder sig de Gyldne. På Mars’ overflade har de Gyldne i århundreder nydt livet, mens de har holdt de Røde som slaver i undergrunden. Det får Darrow til at slutte sig til en gruppe af oprørere.
Tiden er inde til RØD OPSTAND.
449 бумажных страниц
Дата публикации оригинала
2015
Год выхода издания
2015
Издательство
Gyldendal
Уже прочитали? Что скажете?
👍👎

Впечатления

  • Sofiaделится впечатлением7 лет назад
    🔮Hidden Depths
    🎯Worthwhile
    🚀Unputdownable

    En ualmindeligt god serie, der bliver ved med at overraske. Det største dilemma bliver nu at finde en ny serie at læse, der kommer nogenlunde på højde med denne.

  • Leivur Jørgen Koivunevaделится впечатлением7 лет назад
    👍Worth reading
    🚀Unputdownable

    Fantastisk bog! Svær at lægge fra sig.

  • Janni Søndergård Knudsenделится впечатлением7 лет назад
    🙈Lost On Me

    Fanger mig ikke rigtig

Цитаты

  • Adam Villaumeцитирует7 лет назад
    Lambdaer i Lykos bor i vores satellitby. De
  • Thomas Gammelgaardцитирует3 года назад
    kvinderne begynder at græde, og da jeg passerer dem, rækker de ud for at
  • Corbin Igoeцитирует5 лет назад
    tredje hug rækker jeg ned og trækker benet fri. I bevægelsen rammer mine knoer kanten af et bor. En skærende smerte farer gennem min hånd. Jeg genkender lugten af sprængt kød, men jeg er oppe og væk og kravler op gennem den helvedes varme og tilbage til mit hylstersæde. Jeg griner hele vejen, men har lyst til at græde.

    Min onkel havde ret. Jeg tog fejl. Men ikke om jeg nogensinde fortæller ham det.

    „Idiot,“ lyder hans venlige kommentar.

    „Vildt! Allerhelvedes vildt!“ jubler Loran.

    „Et minimum af gas,“ siger jeg. „Jeg borer nu, onkel.“

    Optrækkerne hiver mig op, da fløjten lyder. Jeg skubber mig ud af kloBoret og overlader den til natholdet i den mørke tunnel. Med en træt hånd griber jeg fat om linen, som de sænker ned i den kilometerdybe skakt for at hejse mig op. På trods af det sviende brandsår på min håndryg får jeg trukket min krop op af linen, indtil jeg er ude af tunnelen. Kieran og Loran følges med mig hen til de andre ved den nærmeste Gravitationselevator. Gule lamper hænger og dingler som edderkopper ned fra loftet.

    Både min klan og Gammas tre hundrede mænd står allerede med tæerne inde under metalskinnen, da vi er fremme ved den rektangulære elevator. Jeg undgår min onkel – han er vildt rasende – og høster nogle anerkendende skulderklap for mit stunt. Dem på min egen alder tror, ligesom mig, at vi har vundet Laurbærkronen. De ved, hvor meget helium-3 jeg har udvundet den her måned. Det er mere end Gamma. De gamle hoveder brokker sig bare og siger, at vi ikke er rigtig kloge. Jeg skjuler min hånd og stikker tæerne ind.

    Gravitationskraften ændres, og vi skyder i vejret. En Gamma-knægt med kun en uges rust under neglene glemmer at stikke tæerne ind under skinnen. Han hænger frit svævende, da elevatoren skyder seks kilometer lodret op. Jeg får propper i ørerne.

    „Vi har en svævende Gamma-lort her,“ siger Barlow og griner til Lambdaerne.

    Det kan godt være, det lyder ledt, men det er altid rart at se en Gamma faile. De får mere mad, flere brændere, mere af alting. Til gengæld får vi lov at hade dem. Men det er vist også meningen, tænker jeg. Gad vide, om de vil hade os nu.

    Nok er nok. Jeg tager fat i drengens rustrøde ilddragt og trækker ham ned. Dreng. Den er god. Han er knapt tre år yngre end mig.

    Han er dødtræt, men da han ser min blodrøde ilddragt, stivner han. Han undgår mit blik og bliver dermed den eneste, der ser brandsåret på min hånd. Jeg blinker til ham, og jeg tror, han skider i sin dragt. Det gør vi alle sammen fra tid til anden. Jeg kan huske, første gang jeg mødte en ilddykker. Jeg troede, han var en gud.

    Nu er han død.

    Oppe øverst i depotet, en

На полках

fb2epub
Перетащите файлы сюда, не более 5 за один раз