Red Rising 1 – Rød opstand

Lambdaer i Lykos bor i vores satellitby. De

kvinderne begynder at græde, og da jeg passerer dem, rækker de ud for at

tredje hug rækker jeg ned og trækker benet fri. I bevægelsen rammer mine knoer kanten af et bor. En skærende smerte farer gennem min hånd. Jeg genkender lugten af sprængt kød, men jeg er oppe og væk og kravler op gennem den helvedes varme og tilbage til mit hylstersæde. Jeg griner hele vejen, men har lyst til at græde.

Min onkel havde ret. Jeg tog fejl. Men ikke om jeg nogensinde fortæller ham det.

„Idiot,“ lyder hans venlige kommentar.

„Vildt! Allerhelvedes vildt!“ jubler Loran.

„Et minimum af gas,“ siger jeg. „Jeg borer nu, onkel.“

Optrækkerne hiver mig op, da fløjten lyder. Jeg skubber mig ud af kloBoret og overlader den til natholdet i den mørke tunnel. Med en træt hånd griber jeg fat om linen, som de sænker ned i den kilometerdybe skakt for at hejse mig op. På trods af det sviende brandsår på min håndryg får jeg trukket min krop op af linen, indtil jeg er ude af tunnelen. Kieran og Loran følges med mig hen til de andre ved den nærmeste Gravitationselevator. Gule lamper hænger og dingler som edderkopper ned fra loftet.

Både min klan og Gammas tre hundrede mænd står allerede med tæerne inde under metalskinnen, da vi er fremme ved den rektangulære elevator. Jeg undgår min onkel – han er vildt rasende – og høster nogle anerkendende skulderklap for mit stunt. Dem på min egen alder tror, ligesom mig, at vi har vundet Laurbærkronen. De ved, hvor meget helium-3 jeg har udvundet den her måned. Det er mere end Gamma. De gamle hoveder brokker sig bare og siger, at vi ikke er rigtig kloge. Jeg skjuler min hånd og stikker tæerne ind.

Gravitationskraften ændres, og vi skyder i vejret. En Gamma-knægt med kun en uges rust under neglene glemmer at stikke tæerne ind under skinnen. Han hænger frit svævende, da elevatoren skyder seks kilometer lodret op. Jeg får propper i ørerne.

„Vi har en svævende Gamma-lort her,“ siger Barlow og griner til Lambdaerne.

Det kan godt være, det lyder ledt, men det er altid rart at se en Gamma faile. De får mere mad, flere brændere, mere af alting. Til gengæld får vi lov at hade dem. Men det er vist også meningen, tænker jeg. Gad vide, om de vil hade os nu.

Nok er nok. Jeg tager fat i drengens rustrøde ilddragt og trækker ham ned. Dreng. Den er god. Han er knapt tre år yngre end mig.

Han er dødtræt, men da han ser min blodrøde ilddragt, stivner han. Han undgår mit blik og bliver dermed den eneste, der ser brandsåret på min hånd. Jeg blinker til ham, og jeg tror, han skider i sin dragt. Det gør vi alle sammen fra tid til anden. Jeg kan huske, første gang jeg mødte en ilddykker. Jeg troede, han var en gud.

Nu er han død.

Oppe øverst i depotet, en