Tove Ditlevsen om sig selv

Et eller andet sted i ethvert menneskes liv må der være orden og mening. I mit tilfælde fandt jeg kun dette, når jeg sad ved skrivemaskinen.

Den eneste jeg virkelig havde udleveret var nu mig selv,

Det, man skriver om, er aldrig omgivelserne som de virkelig er, men det eneste der betyder noget: den opfattelse man har af dem.

Det er umuligt at skrive erindringer uden at nævne de mennesker, der har haft indflydelse på ens skæbne, for man hænger jo ikke og dingler i den blå luft.

Jeg indså vel også, at det for en så rastløs og selvhævdende mand var ulideligt at være gift med en kvinde, der i stigende grad kun var lykkelig ved skrivemaskinen og betragtede adspredelser og samtaler som det rene tidsspilde.

Det havde også altsammen noget at gøre med det at være kvinde og tilhøre en generation, hvor bare det at tænke selvstændigt ansås for latterligt og „ukvindeligt“.

Det skyldtes denne vilde, stolte ensomhed i mig selv, som jeg krævede respekteret, sideløbende med min stærke trang til at leve et „ganske normalt liv“.

at jeg ikke troede, jeg nogensinde mere ville vende tilbage. Hverken til livet eller litteraturen, hvad der for mig var det samme

men ellers er jeg ikke den, der skal sætte mig på den høje hest og fortælle andre, hvad de skal stille op med deres liv. Mit eget danner ikke netop noget strålende eksempel.

mine erindringer, som er det eneste af min prosa, der er skrevet i en lang og lykkelig periode af voldsom inspiration.