«Fredag d. 24.1.1975
I går bad jeg kranreparatøren komme og se på løftemaskineriet, der larmer sådan.
– Er det smurt?
– Ja, vel er det smurt.
Han kom. Pillede lidt hist og pillede lidt pist. Gad ikke åbne og se, om der var olie og fedt nok i motoren til langkørselen, den lækker nemlig. Vidste ikke, om han fik tid til det kvartårlige eftersyn. Men jeg har jo en svensknøgle selv, så jeg ordner det selv, lille ven. Ja. Han siger altid “ja” indimellem. Som for at man rigtig skal tænke over hvad han siger.”
Da Vibeke Vasbo i 1970‘erne arbejdede som kranfører på en fabrik i Oslo, førte hun en grundig dagbog om sine oplevelser på den mandsdominerede arbejdsplads. Hun fortæller om frustrationerne over sexismen, om forsøgene på at få de få kvindelige arbejdere til at organisere sig, så forholdene kunne blive bedre, og om sit privatliv og forholdet til en anden kvinde. Dagbogen er et unikt historisk dokument om kvinders vilkår i 1970‘ernes Skandinavien.
Vibeke Vasbo (f. 1944) er en dansk forfatter og kvindesagsforkæmper. Hun var en af drivkræfterne bag rødstrømpebevægelsen, kampen for fri abort og har endvidere været en aktiv del af Lesbisk Bevægelse. I 1976 debuterede Vibeke Vasbo som forfatter med bogen «Al den løgn om kvinderes svaghed», og siden er det blevet til en lang række romaner, noveller og digte.