At finde vild

Reykjavik 1972. I en sportshal udkæmper Bobby Fischer og Boris Spassky århundredets skakdyst. Ude på gaden river en rød ballon sig løs fra en lille drengs hånd og sætter en historie i gang, der fletter fire menneskers liv sammen.
Joyce er højgravid, men vil allerhelst støvle af sted på snoede bjergstier og studere uddøende sprogs bøjningsformer, på jagt efter friheden.
Vladimira tjener den russiske skakdelegation som tolk uden at stille for mange spørgsmål. Hendes møde med skakmesteren Boris Spassky bliver skæbnesvangert.
Edda tjener sit brød ved at muge ud efter skakspillerne, mens hun leder efter en mand, der kan give hende et barn.
Olivier ejer et hotel i Bretagne og er på flugt fra sin barndom og på jagt efter noget, han ikke ved, hvad er.

AT FINDE VILD bevæger sig fra Island til Paris, fra Rocky Mountains til Grønland og fra 1972 til årtusindskiftet. Det er en historie om fire vidt forskellige mennesker, der alle er i fuld gang med at planlægge og konstruere i deres søgen efter lykken, men som bliver overhalet indenom af det rigtige liv. En historie fuld af fortælleglæde, af rå humor, varme og liv.

«En så skøjtende velfortalt fortælling som Lis Vibeke Kristensens AT FINDE VILD tager man lige til hjertet. Jeg forsvandt ind i Lis Vibeke Kristensens roman og dukkede først op til overfladen, da sidste side var vendt.»
Katinka Bruhn, Weekendavisen

«Forfatteren fortæller med en nøgtern kynisme, sort humor og tryk på tilfældighederne, så enkelte scener simpelthen bliver stående længe efter, siderne er vendt. Det er én af den slags romaner, som tager en del af sin læser undervejs, for man skal være slemt ligeglad for ikke at lade sig ramme.»
Ida Relsted Iversen, Fyens Stiftstidende

«Ingen søde, romantiske ugeblads-historie-endelser her. En pragtfuld bog. Til at blive klogere af.»
Annelise Vestergaard, Jyllands-Posten

«Detaljer bør næppe røbes, for elementær nysgerrighed på livets slyngninger, underholdende som i den bedste dameroman, driver læseren med fortællingens hjemsøgte figurer gennem høje håb og dybe fornedrelser og får os til at indleve os i selv de mest ubegrundede eller utilgivelige længsler — uden at forskønne eller forsvare dem. At litteratur kan gør dét, gør den jo netop til en middel mod “hujuujaq”! [At være ked af det på grund af fraværet af andre mennesker]"
Politiken — Søren Vinterberg