Det værste og det bedste

springet fra øje til blik er bedst

dit ansigts utænkelige skønhed er bedst

at sige „jeg elsker dig“

af frygt for at blive forladt er det værste

Det værste er at få et kærlighedsbrev

fra en kvinde man aldrig kan elske

Det bedste er langsomt at falde i søvn

mens januarmørket, pulsen og stofskiftet sænkes

og alle veje der snor sig

mod sengens blånende slot snér til

Det værste er når man fuldstændig udtømt

for sprog, teorier og sperm og frygt

alligevel ikke rammer bunden

men løftes på endnu en uros bølge

at blive omfavnet af folk man aldeles ikke kender er værst

det værste er ikke den tid jeg har spildt

med alle de idioter

men al den tid jeg har spildt på mig selv

når dagene bare går – med hvad? – er det værst

det værste var egentlig ikke

at du simpelthen var blevet så tynd

men at du bare smilede og smilede og smilede og smilede

at sige „jeg elsker dig“

af frygt for at blive forladt er det værste

det værste er når tankernes strøm

som Gothersgades beskidte trafik

standser og starter og standser igen

ved mindet om nogen af dem der er døde

(og som jeg bare ønsker skal blive ved med at være døde):

Det er det værste for mig.

Det værste sted efter midnat

er forstædernes vidtstrakte stisystemer

der forbinder de tindrende boligblokke

og i dette nu altid er underligt øde

skønt man meget vel mærker

at her har nogen netop været

og om lidt vil man bag sin ryg høre skridt

tyrefægtninger hvor dyret ikke vil dø

alkoholikernes klæbrige flæben

og porno med folk der stikker groteske ting op i røven

er værst

at jeg hader narkomanernes gustne hud

deres cowboystøvler og pink gamacher

deres slæbende stemmer og åbne sår

og fremfor alt frygter

at få dem for tæt på er ikke det værste

men at jeg hader dem selv

og ønsker dem kylet i Helvede – nu!

på det stejle kranium

hvorfra frisurens vindeltrappe hvirvler ud i universet

at øl, kartofler og saltet flæsk

samt mine synders tyngdekraft

holder min luftige sjæl ved jorden:

Det er det bedste for mig.