Doktor Faustus

Den tykvæggede torturkælder, som et uværdigt herredømme, der fra begyndelsen havde forsvoret sig til intetheden, havde gjort Tyskland til, er brudt op, og åbenbaret ligger vor skændsel for verdens øjne, for de fremmede kommissioner, for hvem disse utrolige billeder nu fremvises alle mulige steder, og som til deres hjemlande beretter: Det, de har set, overgår i frygtelighed alt, hvad menneskelig fantasi kan udmale sig. Jeg siger: vor skændsel. Thi er det blot hypokondri at sige til sig selv, at al tyskhed, også den tyske ånd, den tyske tanke, det tyske ord er ramt af denne vanærende afsløring og styrtet ned til et stade, hvor de må være genstand for den dybeste tvivl? Er det sygelig ruelse at forelægge sig selv det spørgsmål, hvordan overhovedet i fremtiden „Tyskland“ i en eller anden af sine manifestationer skal kunne tillade sig at åbne munden i menneskelige anliggender?

I øvrigt endte alle betragtninger med diktatur, med magt, thi med den franske revolutions ødelæggelse af de overleverede statslige og samfundsmæssige former var en tidsalder brudt frem, der, hvad enten det var bevidst eller ej, indrømmet eller ej, styrede frem mod det despotiske tvangsherredømme over nivellerede, atomiserede, kontaktløse og, ligesom individet, hjælpeløse masser.

Uegennytten ophæves jo, så snart man mærker, at den er nyttig.“

Linderhof, Ludwig II’s lille rokokoslot, ligger i en skov- og bjergensomhed af storslået skønhed.

Dr. Institoris var – man må tilføje: Du godeste Gud! – med hud og hår et renæssancemenneske og Ines Rodde ganske udtalt et barn af den pessimistiske moralisme. For en verden, der „røg af blod og skønhed“, havde hun ikke det ringeste til overs, og hvad „livet“ angik, så søgte hun jo netop beskyttelse mod det i et strengt borgerligt, fornemt og økonomisk velpolstret ægteskab, der efter evne afbødede ethvert stød. Det var en ironi, at den mand – eller den mandsling – der syntes at ville byde hende denne tilflugt, sværmede så meget for smuk brutalitet og italienske giftmord.

han endog tog sin monokel ud af øjet, hvorved hans ansigt berøvedes ethvert skær af intelligens

„Lad nu det være godt!“ sagde jeg og lo selv. „Du plejer at mene dine spøgefuldheder alvorligere end din alvor.“

Hvis man også havde undgået sløret, jomfruelighedens hvide ligklæde, og de atlaskes dødesko, så ville det have været endnu bedre, sagde han.

Folk, som føler sig sat tilbage, ikke påskønnet efter fortjeneste, og som samtidig kan glæde sig over en ædel fremtoning, søger ofte kompensation i racemæssig selvfølelse.

I dag kan det gøres, men kvartetten står på grænsen til, hvad der overhovedet kan spilles, og kunne, da den blev skrevet, ganske simpelt ikke spilles.