Trolddomsbjerget

Som så mange åndrige jøder var Naphta af instinkt på én gang revolutionær og aristokrat; socialist – og samtidig besat af drømmen om at have del i stolte og fornemme, eksklusive og lovfulde tilværelsesformer.

Men da han så det roligt uforstående smil, hvormed nevøen mødte hans spøgefuldheder, og hvori hele hans sfæres sluttede selvsikkerhed stod afmalet, da blev han bange, han frygtede for sin forretningsenergi og besluttede i hast straks, snarest muligt, endnu samme eftermiddag at udvirke den afgørende samtale med hofråden angående sin nevø, mens han endnu havde initiativ og kræfter nedefra at sætte ind; for han følte, at disse svandt, at stedets ånd sammen med hans velopdragenhed dannede et farligt fjendtligt forbund mod dem.

For øvrigt tilføjede hans forelskelse ham alle de smerter og skænkede ham alle de glæder, som denne tilstand overalt og under alle omstændigheder bringer med sig. Smerten er gennemtrængende, den indeholder, som enhver smerte, et vanærende element og betyder en sådan rystelse af nervesystemet, at den tager vejret fra én og kan afpresse en voksen mand bitre tårer. For også at yde
glæderne retfærdighed, så var de talrige og – selv om de opstod ved uanselige anledninger – ikke mindre indtrængende end lidelserne.