Der ligger et stort ansvar, et forbandet stort ansvar i at holde et andet menneske for nar med sin medlidenhed! Et voksent menneske har pligt til, inden han blander sig i en sag, at overveje, hvor langt han er parat til at gå – man leger ikke med andre menneskers følelser! Indrømmet – De har haft de mest hæderlige og anstændige motiver til at lulle disse mennesker ind i en illusion, men i vores verden kommer det ikke an på, om man tager hårdt eller blidt fat, men udelukkende på, hvad man ender med at få udrettet eller anrettet. Medlidenhed – udmærket! Men der findes altså to slags medlidenhed. Den ene er den frygtsomme og sentimentale slags, som i virkeligheden kun er hjertets utålmodige forsøg på hurtigst muligt at gøre sig fri af den pinagtige grebethed af en fremmed ulykke, med andre ord den medlidenhed, som slet ikke er med-lidelse, men kun en instinktiv afværgelse af fremmed lidelse fra ens egen sjæl. Den anden, som er den eneste, der virkelig tæller, er den usentimentale, men skabende medlidenhed, som ved, hvad den vil, og er besluttet på tålmodigt og med-lidende at stå alting igennem til sidste dråbe af dens kraft og endda endnu længere end dette. Kun hvis man holder ud til det sidste, til den yderste, bitre ende, kun hvis man ejer den store tålmodighed, kan man hjælpe andre mennesker. Kun hvis man derved ofrer sig selv, kun da!”