Tyskland

Men er det lykken at være normal? Bør man overhovedet have et afslappet forhold til sin nations historie? Måske er danskernes til deres lovlig bekvemt, måske er tyskernes mere anstrengte bedre egnet til at modvirke farlige tendenser i nutiden? I hvert fald bevæger den tyske debat om væsentlige politisk-etiske spørgsmål sig på et noget højere niveau end den danske, og det samme gør nyhedsformidlingen.

Til problemerne hørte, at atomenergien viste sig lidet rentabel, hvis man indregnede alle følgeomkostningerne: Værkerne er ekstremt dyre at bygge, deres funktionstid er begrænset, og det er både svært og bekosteligt at håndtere affaldet. Farerne lå naturligvis i et muligt nedbrud, men også i mulige mindre radioaktive udslip, og ikke mindst udgik den fra netop affaldet fra energiproduktionen, som der skulle findes plads til på sikre steder, eftersom det vil blive ved at stråle i tusindvis af år.

Allerede i 1960erne var det almindeligt, at en østtysk samtalepartner foretrak at sidde midt i cafeen i stedet for ovre ved væggen, hvor mikrofonerne var gemt bag varmeapparaterne, eller at gå en tur og samtale undervejs i stedet for i det hele taget at sidde på café.

ny stor flugt- eller udrejsebølge var sat ind med tvangskollektiviseringen i landbruget og restriktioner over for selvstændige håndværkere i 1960, og DDR kunne i længden heller ikke holde til at have en åben grænse til en økonomi, der var så meget stærkere end landets egen. I Vestberlin kunne man købe en DDR-mark for 25 pfennig eller mindre, og da priserne på f.eks. levnedsmidler i forvejen var lave i DDR, kunne man altså købe ind for stort set ingen penge (se citat s. 84) og gøre det på et „marked“, hvor forsyningerne var alt andet end ubegrænsede – derfor kunne man heller ikke altid gøre det. Østberlinere kunne betale med deres egne penge på offentlige steder (museer, svømmehaller etc.) i Vestberlin, men det var for ingenting at regne mod fordelene for den anden part. Når så samtidig især de veluddannede vendte DDR ryggen efter at have fået deres – gratis – uddannelse, var det ikke svært at se, at der måtte ske noget.

sin bog om den filosofiske frankfurterskole skriver Rolf Wiggershaus, at det i 1950erne var lettere for en tidligere nazist at blive professor ved et vesttysk universitet end for en antinazist. Nazisten havde jo kunnet kvalificere sig i Det tredje Riges tid, antinazisten havde været afskåret fra det og måske i det hele taget været afskåret fra Tyskland.

Det er ofte blevet sagt, at Tysklands ulykke var, at politik og åndsliv ikke havde noget med hinanden at gøre. Sociologen Wolf Lepenies har for nylig argumenteret for, at det tværtimod var ulykken, at de ustandselig blev rodet sammen eller forvekslet, og at der dermed foregik en massiv ideologisering af et åndsliv, der ellers opfattede sig selv som hævet over det politiske.