Blink – Styrken ved at tænke uden at tænke

Ophidselsen gør os tankeblinde

Folkene på spillestedet Roxy og ved No Doubt-koncerten så ham live. Craig Kallman oplevede Kenna synge på sit kontor. Fred Durst hørte Kenna – lettere påvirket af en kær kollegas begejstring. MTVs seerne, der ønskede Kenna om og om igen, havde set hans video. At bedømme Kenna uden den baggrundsviden er lige som at bede folk om at vælge mellem Coke og Pepsi i en blindsmagning

En del af, hvad det vil sige at tage de tynde skiver og de første indtryk alvorligt, er at acceptere, at vi til tider kan vide mere i et enkelt blink med øjet, end vi kan efter måneders studier. Men vi må også anerkende og forstå de situationer, hvor hurtig erkendelse kan lede os på afveje.

Stofmisbrugere er gode til at sætte ord på konsekvenserne af deres adfærd. Men de kan ikke sætte handling bag. Det skyldes et problem – i hjernen. Det var det, vi pludselig kunne påpege. En skade på dit ventromediale område skaber en usammenhæng mellem det du ved, og det du gør.

Mennesker med skader på deres ventromediale område er fuldkommen rationelle. De kan være højt intelligente og velfungerende, men de har ingen dømmekraft.

Det er foruroligende resultater, der kom ud af eksperimenterne. De stiller spørgsmålet, om vores fri vilje i virkeligheden bare er en illusion.

Psykologerne Claude Steele og Joshua Aronson udførte en endnu mere ekstrem version af undersøgelsen, hvori de brugte sorte universitetsstuderende og tyve spørgsmål fra Graduate Record Examination, der er den adgangsgivende prøve til mange studier i USA. Når de studerende blev bedt om at angive deres race på et informationsskema, der blev udleveret inden selve prøven, var det nok til at påvirke dem med de negative stereotyper, der forbindes med sorte amerikanere og akademiske præstationer – og deres antal af rigtige svar var halveret. Som samfund har vi stor tiltro til prøver, fordi vi mener, at de er en pålidelig indikation af en persons evner og viden. Men er de virkelig det? Hvis en hvid studerende fra en prestigefyldt skole får en højere score ved adgangsprøven end en sort studerende fra en af storbyskolerne, skyldes det så, at hun virkelig er en bedre studerende, eller skyldes det, at hun som ”hvid” på en ”prestigefyldt skole” hele tiden påvirkes af ”kloge” stereotyper?

Jeg tror, det er sådan vores ubevidste arbejder. Når vi springer ud i en beslutning eller har en fornemmelse for noget, så gør vores ubevidste det samme som Gottmann. Det undersøger nøje situationen foran os og frasorterer al den irrelevante information, mens vi stiller skarpt på det, der virkelig betyder noget. Og faktisk er vores ubevidste så god til det, at de tynde skiver kan give et bedre svar end mere velovervejede og udtømmende tænkemåder.

Gottmann siger, at ethvert forhold mellem to mennesker har et særpræg: En særegen signatur, der opstår naturligt og automatisk. Det er derfor et ægteskab kan aflæses og afkodes så let. Fordi en essentiel del af menneskelig aktivitet – hvad enten det er noget så simpelt som at sende en besked med morsekode eller noget så komplekst som at være gift med en – har et genkendeligt og pålideligt mønster. At forudsige skilsmisse er – ligesom at følge en morsetelegrafist – et spørgsmål om mønstergenkendelse.
”Mennesker befinder sig i det ene af to stadier i et forhold,” forklarer Gottmann. ”Det første kalder jeg positiv følelses-veto, hvor positive følelser kan underkende følelsen af f. eks. irritation. Det er en slags stødpude. ’Nå, han er nok bare i dårligt humør.’ Eller de kan være i negativ følelses-veto, hvor selv en forholdsvis neutral kommentar fra partneren opleves som negativ. Er man på stadiet med negativ følelses-veto, drager man varige konklusioner om hinanden. Hvis partneren gør noget positivt, er det bare en selvisk person, der gør en positiv ting. Det er svært at ændre stadierne, men det er dem, der afgør, om partnerens eller kærestens forsøg på at udbedre skaderne faktisk opleves som et forsøg på at udbedre skaderne eller som ren og skær fjendtlig manipulation. Hvis jeg for eksempel taler med min kone, og hun siger, at jeg skal holde mund og lade hende tale færdig, så kan jeg i positiv følelses-veto sige ’undskyld, bare fortsæt.’ Jeg er ikke glad, men jeg genkender, at hun prøver at udbedre skaderne. Er jeg i negativ følelses-veto, siger jeg bare: ”Du kan rende mig, jeg får da heller ikke lov at tale færdig, du er bare den værste møgkælling, du minder om din mor.”

Men faktum er, at hun er fuldkommen ubøjelig. Diskussionen handler om hunde, men i virkeligheden handler den om, at hun er fuldkommen ufleksibel, når de er uenige om noget. Det er en af den slags ting, der kan forårsage langvarig skade på forholdet.