Sørgekåben

Der måtte være en journal på ham, og den fik jeg også gravet frem på Rigsarkivet. Der var tale om 20-25 papirer. Først lå forskellige formalia og fakta om min oldefar, da han begyndte sin afsoning den 25. juni 1949. Ingen sygdomme, 170 cm høj, 66,5 kilo, ordentligt tøj og en grundig beskrivelse af hans udseende og kropsbygning. Så fulgte en liste over de breve, han havde modtaget. Der var flere fra både min farmor og hans svigersøn, min farfar, og fra resten af familien. De vidste altså alle sammen, at han sad i fængsel, og var i kontakt med ham imens.
Det næste var en benådningsbegæring fra 29. marts 1949. I den fremstillede min oldefar selv sin sag og sit syn på den dom, han havde fået. Den bar præg af, at han mente, at det hele var en stor misforståelse. Han understregede, at han ikke vidste, at han gjorde noget ulovligt, og at han ligefrem mente, at han gjorde den danske stat en tjeneste, så de tyske penge ikke gik til tyske entreprenører. Han fortalte, hvordan hans rejseselskab ville lide under, at han skulle i fængsel, og at selskabet var lukningstruet, hvis han blev tvunget til at afsone. Til sidst i begæringen skrev han om konsekvenserne for familien af, at han skulle afsone. Han forklarede, at hans hustru havde fået flere nervesammenbrud som følge af sagen. Hver gang han havde fået en tilsigelse til at møde til afhørin

Når det handlede om arbejde, følte han sig lidt fortabt, fordi byrden var vokset ham over hovedet.

Kort efter hjemkomsten fra Cuba gav min far sig til at arbejde systematisk på at forny bestyrelsen i Dansk-Cubansk Forening, og efter ganske kort tid var langt de fleste medlemmer også blevet medlemmer af DKP.