Kapitel 3
Det var hen mod aften, vi gik nede ved skraldehuset og talte om kidnapningen. Der måtte trænes, blev vi enige om.
Nu da Bertram jo var på alder med Bernhard, måtte det være ham, der skulle kidnappes. Vi satte ham på en gammel madras og sagde til ham, at han skulle lade som om, det var en gynge, og at han legede og ikke kendte os.
Bertram var mægtig god til at forestille, at han gyngede. – Det skal være en af dem med traktordæk, sagde han, – ellers gider jeg ikke.
– Ja ja, sagde Oscar, – gyng nu bare.
Så sneg vi os langs hegnet og krøb om bag ham.
– Nu, hviskede Oscar, og så kastede vi os over ham, og slæbte ham ind i skraldehuset.
– Skal vi ikke hellere lege, at jeg rider på den lille hest, sagde Bertram så.
Den dreng er dummere, end politiet tillader.
– Gu’ skal vi ej lege, at du rider på den lille hest, snerrede Oscar og rev ham hårdt i armen. Og så prøvede vi igen, men denne gang krævede ungen, at vi skulle lege, at han stod på en karrusel, og da vi så kastede os over ham, himlede han op med, at vi først skulle stoppe karrusellen, og var i det hele taget mere umulig end nogen sinde.
– Godt, det ikke er ham, vi skal hugge, sagde jeg til Oscar, der var mest stemt for at kræve, at Bertram ikke kom med.
Samme aften kom vores lærer for at tale med far. Vi stod og vaskede op, da det ringede på døren,
Olsen er egentlig en meget flink mand, og både Oscar og jeg synes, han hører til de bedre af lærerne.
Far blev helt rød i hovedet og sagde kom indenfor tre gange. Jeg så onkel smide alle papirerne ned i kommodeskuffen, hvorefter han rejste sig hurtigt og begyndte at fløjte. Jeg vidste godt, at