Den tavse fontæne

Mit liv her, mit liv derhjemme, mit liv som jeg kender det. Mit liv som det kunne have været, eller måske kan nå at blive endnu. Det slutter her. Alison har nøglen, og jeg er rædselsslagen for, hvad den åbner. Jeg er midt ude på havet, fortabt og forvirret, og dybet under mig er et bundløst gab, der bruser mod mine mørkeste bekendelser og forestillinger.
Selvfølgelig siger jeg ikke noget af det. I stedet nikker jeg, og min afvisning driver blot kilen endnu længere ind mellem os. Jeg kan aldrig komme tilbage fra det her.
„Ring til mig,“ mumler han, da Alison og jeg går ud ad døren.
Ude på gaden suser verden forbi.
„Okay, Lucy,“ siger Alison. „Hvor vil du føle dig bedst tilpas?“
Bedst tilpas … Som om det var en mulighed at føle sig tilpas. Vi ender med at sætte os i parken ud mod floden med hver sin kop tyk, sød latte. Alison giver.
„Kaffen her er utrolig,“ siger hun og hælder et lille brev sukker i den dampende væske, inden hun puster på den. Hendes overlæbe er fint formet, og hun har lange, bløde øjenvipper. Hun ligner ikke en, man skal være bange for. „Jeg burde ikke drikke så meget af det,“ fortsætter hun, som om vi bare er to veninder, der sludrer sammen i frokostpausen. „Hvis jeg drikker kaffe, bliver jeg overgearet, og hvis jeg ikke gør, sker det samme. Men jeg har brug for koffein. Lange arbejdsdage, du ved.“
Den henkastede reference til hendes arbejde flår mig tilbage til virkeligheden.
„Hvad er det, du vil?“ spørger jeg.
Alison nipper til kaffen. „Jeg vil have din side af historien,“ siger hun, „som jeg sagde hjemme hos din kæreste. Det her handler ikke om at korsfæste dig. Jeg er på din side.“
„Han er ikke min kæreste.“
Hun løfter et øjenbryn. „Undskyld, hvis jeg gik ud fra, at du har et kompliceret kærlighedsliv.“
„Og det er noget forbandet ævl, det der med at du er på min side. Du vil have historien, ligesom alle de andre. At lade, som om du kan lide