Forbandelsen

Andre var knap så konservative og ikke slet så afvisende over for at gå nye veje, så da koleraen først havde slået sin klo i københavnerne, begyndte gesjæftige kræmmere straks at spekulere i den. Således noterede Kierkegaard sig, at man nu både kunne købe koleracigarer og kolerasuppe såvel som koleramavedråber og kolerabitter, alt sammen naturligvis falbudt som forebyggende midler mod sygdommen, og alt sammen naturligvis uden fjerneste virkning, hvilket fint kunne sammenlignes med kirken, der også havde forstået at gøre en god forretning af menneskenes fortvivlelse ved at sælge dem frelsen på så gunstige kår, at enhver burde have indset, at det var den rene svindel og humbug. Dåb og konfirmation, altergang og ligbegængelse var jo ikke andet end koleracigarer og kolerasuppe, koleramavedråber og kolerabitter.

man skulle vogte sig for at udbasunere sin godgørenhed, sådan som øjenskalkene gjorde det i synagogerne, men kun give almisser i det skjulte for at have sin løn hos Gud i Himlen og ikke hos menneskene på jorden.

»Tab for alt ikke lysten til at gå! Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom; jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man ikke skulle kunne gå fra den.«

Thi ganske ædru er efter kristendommens mening kun den, hvis forståelse af den er handling

Det forfærdelige er, når et menneskes bevidsthed fra barndommen af har fået et tryk, som al sjælens elasticitet, al frihedens energi ikke kan hæve.«