den måde var det ligesom med vildhundene og mågerne. Måske kunne jeg nå hen til hoveddøren, måske kunne jeg nå ud ...
Jeg tvang mig selv til at fortsætte. Jeg holdt op med at slå ud efter dem, undtagen når de sigtede efter mit ansigt. Men bumpene fortsatte. De hagede sig fast i mig med deres kløer. Alting på mig blev tungere og tungere, og min fod gled på kanten af et trappetrin fordi jeg ikke fik løftet den højt nok. Jeg greb vildt efter gelænderet, men mine arme vejede mange kilo mere end de plejede, jeg blev drejet halvt rundt af vægten og faldt, tumlede ned, ikke på en hård trappe, men oven på hundrede bløde kroppe. Nogle af dem blev mast, jeg hørte lyden af små lette knogler der knækkede som tynde kviste, og mærkede en våd varme mod min hofte. Det gjorde ikke ondt. Det var ikke mig der blødte. Men vægten oven på mig blev brat mindst dobbelt så tung.
Jeg bliver kvalt, tænkte jeg og begyndte igen at slå ud efter dem med mine tunge arme, sparke med mine tunge ben, vride min tunge krop. Jeg kom halvt op og faldt sammen igen, kæmpede for at komme op igen ...
“Clara!” Det var Oscar der råbte, troede jeg, det lød som om han var meget længere væk end han egentlig var.
“Kom tilbage!” Moster Isas stemme skar gennem vingebruset. “Clara, du kan ikke nå det. Kom op igen!” Så kom der en skærende skinger tone, vildheksesang, men en form for vildheksesang jeg aldrig før havde hørt. Det lettede lidt på presset, og jeg kom nogenlunde