da
Books
Johannes Sløk

Livets elendighed. Kierkegaard og Schopenhauer

Allerede i sin tidligste ungdom læste Johannes Sløk både Kierkegaard, Platon og Schopenhauer, og han var nærmest besat af dem alle tre. I sit efterfølgende forfatterskab har han gentagne gange skrevet om både Kierkegaard og Platon, men først i sin høje alderdom er han nået til Schopenhauer. Og i stedet for simpelthen at skrive en bog om Schopenhauer, besluttede han at konfrontere Kierkegaard og Schopenhauer med hinanden.
I “Livets elendighed” skaber Johannes Sløk en dialog mellem de to store filosoffer, der levede samtidigt — Schopenhauer fra 1788 til 1860 og Kierkegaard fra 1813 til 1854. På den måde søger han på egen hånd at finde ud af, hvad de er enige eller uenige om, uden i grunden at ane, om de selv ville sige det, han lader dem sige — en dialog altså, som man kunne forestille sig, at de ville have ført med hinanden, hvis de havde kendt hinanden og dermed havde haft lejlighed til det.
“Livets elendighed” er Johannes Sløks forsøg på — med udgangspunkt i deres personligheder og livsudfoldelse — at finde ligheder og forskelle mellem de to store tænkere. Hvad han ønsker, er at trænge ned til den vision, de hver for sig havde af menneskelivets grundlag og vilkår.
127 бумажных страниц
Правообладатель
Lindhardt og Ringhof
Дата публикации оригинала
2016
Год выхода издания
2016
Издательство
Lindhardt og Ringhof

Другие версии книги

Уже прочитали? Что скажете?
👍👎

Впечатления

  • Jeppe Schmidtделится впечатлением5 лет назад
    👍Worth reading

    Skarp og i et tilgængeligt sprog

  • Stephanie Culap Lillelundделится впечатлением5 лет назад
    👍Worth reading
    💡Learnt A Lot

Цитаты

  • Hans Jørgen Hansenцитирует3 года назад
    Først stoikernes modsætning, Epikur og hans tilhængere, var rigtige optimister, for ifølge dem var fundamentet for alting til syvende og sidst os selv. Det kom især til udtryk i, hvad man ikke skulle frygte. Man skulle for det første ikke frygte guderne, for nok var der guder til, men de var fjernt borte og interesserede sig ikke for mennesker. For det andet skulle man ikke frygte døden, for den kom os heller ikke ved. Som den berømteste formulering lød: »Når døden er, er jeg ikke, og når jeg er, er døden ikke«. Døden og jeg kunne altså aldrig optræde samtidigt eller ville aldrig mødes. Konsekvensen var, at man skulle nyde livet alt det, man formåede, men NB med omtanke og mådehold. Man skulle således nyde den søde vin, men man skulle ikke drikke for meget af den, for så afløstes nydelsen af fuldskab og tømmermænd. Overhovedet skulle man hellere give sig af med de åndelige end med de materielle nydelser, læse gode bøger eller drøfte filosofiske emner med venner »sub rosa«.
  • Hans Jørgen Hansenцитирует3 года назад
    I modsætning til Platon og Aristoteles kan de uden at skælve i stemmen sige Gud, men Gud var i virkeligheden ikke noget bestemt, men var simpelt hen universet.
    Men den stoiske optimisme endte i en menneskelig set streng etik, hvor man skulle nægte at lade sig afficere af tilsyneladende goder, rigdom f.eks. eller berømmelse; den slags goder var kun tilsyneladende, for de beroede ikke på os, men på ydre tilfældigheder. Kun de goder var reelle, der beroede på os.
  • Hans Jørgen Hansenцитирует3 года назад
    stoikerne var konsekvente materialister; kun det materielle var til, for kun det kunne bevirke noget, det åndelige derimod kunne ikke bevirke noget og var derfor ikke virkeligt.

На полках

  • Katja Herhold Larsen
    Viden
    • 104
    • 2
  • Cecilie Evelyn Meyer
    Johannes sløk
    • 13
    • 1
  • Rikke Susanne Jensen
    Filosofi
    • 22
  • Emil Boris Lauritzen
    Filosofi
    • 10
  • Janus Moos
    Måske 2
    • 3
fb2epub
Перетащите файлы сюда, не более 5 за один раз