Livets elendighed. Kierkegaard og Schopenhauer

Først stoikernes modsætning, Epikur og hans tilhængere, var rigtige optimister, for ifølge dem var fundamentet for alting til syvende og sidst os selv. Det kom især til udtryk i, hvad man ikke skulle frygte. Man skulle for det første ikke frygte guderne, for nok var der guder til, men de var fjernt borte og interesserede sig ikke for mennesker. For det andet skulle man ikke frygte døden, for den kom os heller ikke ved. Som den berømteste formulering lød: »Når døden er, er jeg ikke, og når jeg er, er døden ikke«. Døden og jeg kunne altså aldrig optræde samtidigt eller ville aldrig mødes. Konsekvensen var, at man skulle nyde livet alt det, man formåede, men NB med omtanke og mådehold. Man skulle således nyde den søde vin, men man skulle ikke drikke for meget af den, for så afløstes nydelsen af fuldskab og tømmermænd. Overhovedet skulle man hellere give sig af med de åndelige end med de materielle nydelser, læse gode bøger eller drøfte filosofiske emner med venner »sub rosa«.

I modsætning til Platon og Aristoteles kan de uden at skælve i stemmen sige Gud, men Gud var i virkeligheden ikke noget bestemt, men var simpelt hen universet.
Men den stoiske optimisme endte i en menneskelig set streng etik, hvor man skulle nægte at lade sig afficere af tilsyneladende goder, rigdom f.eks. eller berømmelse; den slags goder var kun tilsyneladende, for de beroede ikke på os, men på ydre tilfældigheder. Kun de goder var reelle, der beroede på os.

stoikerne var konsekvente materialister; kun det materielle var til, for kun det kunne bevirke noget, det åndelige derimod kunne ikke bevirke noget og var derfor ikke virkeligt.

stoikerne er optimismen tilbage i sin fulde styrke. For dem var virkeligheden, de så omkring sig, den skinbarlige virkelighed; intetheden eksisterede ikke, ganske bogstaveligt,

For Aristoteles bliver den faktiske virkelighed et spil mellem intet og alt. Billedlig talt udgår virkeligheden fra intet og stræber mod alt;

Den må være det modsatte af virkelighed, og det modsatte af virkelighed er ikke-virkelighed, hvilket vi på dansk vil kalde ingenting eller intethed. Det synes at føre til det triste resultat, at fundamentet for hele tilværelsen er intethed. Når man imidlertid som Aristoteles tænker græsk, er intethed noget, som ikke lader sig tænke, for da det er intet, kan man end ikke kalde det »noget«. For Aristoteles bliver den rene mulighed et grænsebegreb; nemlig det begreb, der er grænsen for tænkning; intethed lader sig ikke tænke, det er utænkeligt, eller intethed er simpelt hen ikke.
Hvis vi vender opmærksomheden mod rækkens modsatte pol, støder vi på en lignende vanskelighed. Den modsatte pol må jo være den rene virkelighed, altså den virkelighed, i hvilken der ikke længere er blot den mindste smule mulighed, den rene, absolutte, altomfattende virkeliggjorthed. Grækerne har det med at tænke konsekvent, så hvad er en virkelighed, i hvilken der ikke længere er den mindste mulighed? Ja, da der ikke længere er nogen mulighed i den, er den blevet uden muligheder eller simpelt hen umulig. For en græker er den rene virkelighed i lige så høj grad som den rene mulighed blevet et grænsebegreb, et begreb, hvor al tænkning standser.

Vanskeligheden dukker først op, når vi retter opmærksomheden mod rækkens begyndelse og afslutning.
Hvis vi spørger om, hvad den så at sige »første« mulighed er, må vi logisk set hævde, at det er en mulighed, i hvilken der ikke er den fjerneste virkelighed.

i den bog, der af sære grunde er kommet til at hedde »Metafysikken«; det er ordene mulighed og virkelighed.

Allerede med hans elev og efterfølger, Aristoteles, begynder vanskeligheden

hvad Platon angår, må hans vision af tilværelsen være den mest optimistiske, der findes, for det er dog optimistisk, at kun det gode er, mens det onde ikke er andet end det godes fravær.