Her kommer den sidste skingrende skøre bog med Søde Sally Sukkertop og andre ækle æventyr, som Rune T. Kidde nu har arbejdet med i 10 år, og den er som sædvanlig et spruttende festfyrværkeri af fjollede fabler, listige løjer og dumme dyr.
Hvem kender og elsker ikke den ækle og afsporede fortælling om Rudolf Ræv og de syngende krager eller beretningen om Tim Tut, Tom Tot og kæmpen Benny Båtbalde for slet ikke at snakke om Karlo Kat og Mylle Mus?
Her er de igen i sejt, savlende og sindsforstyrret selskab med pulven, Løjbert Løve, Sidsel Sol og Norbert Nordenvind, bjørnen Kurt, Farmer Fut og Gudrun Guldæg.
Søde Sally Sukkertop bomber med sin bombe, og Bedstemor Bob bliver sprængt i luften igen og igen, og på den måde lever de alle sammen lykkeligt til deres dages ende.