„Gideon har lige fundet ud af det. Hans far ved ikke, at han ved det.“
„Jamen, kæreste pigebarn dog,“ sagde Henry og så lamslået på sin kone. „Sig det.“
„Dæmonkopper,“ svarede Sophie. „Mr. Lightwood har dæmonkopper og har haft det i årevis. Sygdommen vil tage livet af ham om få måneder, hvis han ikke får den nødvendige kur. Og Mortmain har sagt, at han kan skaffe den.“
Stuen var pludselig ét stort virvar. Charlotte fór over til Sophie, Henry råbte efter hende, Will sprang op fra stolen og dansede rundt i cirkler. Tessa blev måbende siddende sammen med Jem. I det samme begyndte Will at synge en sang om, at han altid havde haft ret angående dæmonkopper.
„Dæmonkopper, åh, dæmonkopper
Hvordan bliver man dog ramt?
Gå til den mørke del af byen
Hvor livet ej er tamt.
Dæmonkopper, åh, dæmonkopper
Jeg har haft det mit hele liv –
Nej, ikke kopper, I fæle lopper,
Jeg mener denne her sang
For jeg har ret og I tog fejl denne gang!“